Solenergi har længe været den hurtigst voksende trend blandt vedvarende energikilder på globalt plan. Selv i USA kan valget af Trump ikke stoppe væksten i solenergi-industrien, der i årevis har været den hurtigst voksende industri – og i 2015 udviste en jobvækst 12 gange stærkere end i den samlede amerikanske økonomi.
Clean Tech og vedvarende energi, herunder solenergi, blev hårdt ramt af finanskrisen, som medførte kapitalproblemer og en svækket politisk vilje til at fokusere på udfordringerne med global opvarmning.
I mellemtiden er kloden blevet varmere. 2016 blev det hidtil varmeste registrerede år. 16 af de 17 varmest registrerede år har dermed ligget i dette århundrede.
Men den politiske stemning er også blevet grønnere. Tyskland markerede et vigtigt politisk skifte i 2011 med beslutningen om langt mere fokus på sol og vind. Om end beslutningen om at atomkraft skulle udfases var tåbelig. Dels var det en reaktion på atomulykken i Japan som følge af jordskælvet og tsunamien (vil aldrig ske i Tyskland), dels har atomkraft aldrig været mere sikkert.
EU har sat barren højt i globalt perspektiv med et mål om 40 pct. reduktion af CO2 i 2030 i forhold til 1990; 27 pct. af den samlede energiproduktion, der skal udgøres af sol, vind og anden vedvarende energi; og 27 pct. energibesparelse i forhold til business-as-usual scenariet.
Der er stadig en del klimaskeptikere på globalt plan, især i USA’s konservative kredse som nu får præsidentiel støtte fra Trump.
Men det er blevet svært at argumentere imod, at der er en global opvarmning i gang. Fakta taler med stigende tyngde rundt om i verden – ekstreme vejrforandringer finder sted med en hastighed, der ikke kan forklares med naturlige fænomener.
Hvad er global opvarmning?
Men lad os lige tage den ultrakorte version af, hvad global opvarmning egentlig er:
Jordens klima er bestemt af en balance mellem den energi, Jorden modtager fra Solen, og den energi, som Jorden selv stråler ud i verdensrummet. Hvis varmeudstrålingen præcist skulle opveje indstrålingen fra Solen ville gennemsnitstemperaturen på Jordens overflade være -18 grader C. Men den er omkring +14 grader C. Forskellen er drivhuseffekten – visse luftarter absorberer den langbølgede varmestråling, der ellers ville være feset ud i verdensrummet igen. CO2 og methan er blandt de luftarter.
Skåret ud i pap: Når drivhustæppet i atmosfæren bliver tykkere, bliver det varmere på Jorden. Dette er et videnskabeligt faktum, som ingen bestrider.
En Pew Research undersøgelse i 40 lande i 2015 viste overordnet, at flertal i alle lande mener, at klimaændringer er et alvorligt problem og en global median på 54 pct. mener, at det er et meget alvorligt problem. Bekymringen er størst i Latinamerika og Afrika – og mindst hos de største CO2-udledere, især USA.
Misinformation, manglende information og mediernes arbejdsmetoder
Hvad er forklaringen på det? En meget væsentlig forklaring er manglende information og decideret misinformation. Republikanerne vil som bekendt ikke anerkende global opvarmning som et menneskeskabt problem og forsøger løbende at så tvivl omkring forskningen. Det illustreres tydeligt i et lækket memo fra den berømte strateg hos Republikanerne, Frank Luntz, i 2002, hvori han vejleder om, hvordan Republikanerne skal tackle global opvarmning og miljøproblemer – et memo, der siden er anvendt i stor udstrækning som retningslinjer for Republikanernes officielle holdninger.
“…Voters believe that there is no consensus about global warming in the scientific community. Should the public come to believe that the scientific issues are settled, their views about global warming will change accordingly. Therefore, you need to continue to make the lack of scientific certainty a primary issue in the
debate…”
Medierne har også en stor del af skylden for både misinformation og manglende information.
John Cook fra Skeptical Science lavede en undersøgelse i 2014, der handlede om, hvad amerikanere på tværs af det politiske spektrum tror om videnskabens enighed. Ikke overraskende var der tale om et markant fald fra venstre mod højre i troen på, at videnskaben er enige om, at det er mennesker, der skaber global opvarmning. Men selv det yderste venstre tror ikke, at videnskabens konsensus er over 70 pct. – en stærk kontrast til de 97 pct. enighed i de videnskabelige rækker. Så hvor ”kulturelle filtre” kan forklare den faldende tendens, så kan de ikke forklare forskellen mellem 70 og 97 pct., hvilket Skeptical Science derfor tilskriver misinformation og manglende information.
Men amerikanerne tvivler også på, at menneskelig udledning af CO2 er årsagen til global opvarmning. I en Gallup-undersøgelse fra 2016 tror 69 pct. på, at klimaforandringer er en realitet, men kun 49 pct. tror, at det skyldes menneskelige aktiviteter.
Medierne har gennem mange år været med til at forstærke indtrykket af usikkerhed om menneskers bidrag til opvarmningen. Det hænger sammen med den “balancering af synspunkter”, som journalisterne tilstræber. Eller rettere: De lærer på de journalistiske læreanstalter, at de skal gå efter konflikter for at skabe flest mulige læsere og seere. Find et emne og to mennesker med modsatrettede holdninger. Dette kan være relevant i mange sammenhænge, hvor der ikke er en tydelig sandhed. Men hvad angår global opvarmning og menneskets rolle, så er videnskaben ikke i tvivl, og så er det absurd at fastholde “de balancerede synspunkter”. Som at hive folk i studiet for at diskutere om Jorden er rund eller flad.
Andre tidligere undersøgelser bekræfter tåbeligheden i den journalistiske “balancegang”. The Union of Concerned Scientists analyserede i 2013 24 cable news programmer. Den højreorienterede Fox News leverede misinformation i 72 pct. af sine indslag, men selv CNN, der anses for neutral, fejlrepræsenterede klimaændringer 30 pct. af tiden. Det skete ved at inddrage klimaskeptikere i et så stort omfang i debatter, at der blev sået stor tvivl om menneskets skyld i global opvarmning.
I 2004 udgav Maxwell Boykoff og Jules Boykoff et akademisk papir baseret på et studie af global opvarmning behandlet i i fire store amerikanske aviser NY Times, LA Times, Washington Post og Wall Street Journal i 1988-2002. Konklusionen var, at i 52,65 pct. af artiklerne var der netop tale om en ”balanceret” synsvinkel – dvs. det blev vægtet lige meget, at det var mennesker, der skabte opvarmningen som naturlige fluktuationer.
I Danmark har Danmarks Radio, der har det med at efterligne alt hvad amerikanske medier gør, også gjort sit til at så tvivl om menneskets rolle i den globale opvarmning med bl.a. adskillige genudsendelser af forskeren Henrik Svensmarks præsentation af hans teori om, at det er variationer i Solens aktivitet, der er årsagen. Og generelt er fokus på emnet lavt prioriteret i den såkaldte public service kanal, hvis selverklærede hovedformål synes at være uforpligtende underholdning.
Konsekvenserne ses allerede
Men nok om det. Faktum er, at den globale opvarmning er i fuld gang, og konsekvenserne ses på mange fronter.
I den første uge af 2017 var jeg på skiferie i Alpe d’Huez i Frankrig med mine to piger og mangelen på sne var skræmmende. Langt de fleste pister var lukkede, og de fleste åbne var det kun i kraft af kunstig sne. Man skulle op over 2400 meter for at finde naturlig sne. Nuvel, en enlig svale gør ingen sommer, og nogle steder i Alperne var der også rigeligt med sne.
Men tendensen er tydelig over en længere årrække. Adskillige undersøgelser fra Schweiz, Frankrig, Østrig, Italien og Tyskland har siden slutningen af 1980’erne dokumenteret et generelt fald i snedække og snedybde samt højere vintertemperaturer i Alperne.
Isen i Arktis er i 2016 på det næstlaveste niveau nogensinde – kun overgået af 2012. Niveauet er 2,56 mio. kvadratkm. mindre end gennemsnittet for 1979-2000 – et område svarende til arealet af Texas og Alaska tilsammen. Men istabet står til at accelerere voldsomt. I november 2016 kunne danske og amerikanske forskere rapportere om lufttemperaturer på 20 grader Celcius højere end normalen over det meste af det arktiske hav, mens havtemperaturen var næsten fire grader over normalen i november og oktober.
Hjælpeorganisationen Care offentliggjorde for et par mdr. siden en rapport, hvori det vurderes, at der alene i 2015 var næsten dobbelt så mange, der flygtede fra klimaforandringer, som folk der flygtede fra krig og konflikter. Og det estimeres, at der i 2050 vil være op mod 250 mio. klimaflygtninge, hvis kursen mod temperaturstigninger på 3-4 grader fastholdes.
Men der er mange andre samfundsmæssige effekter, herunder påvirkningen af landbruget. Eksempelvis viser en ny undersøgelse af et internationalt forskerhold med deltagelse af bl.a. professor Jørgen E. Olesen fra Århus Universitet, at tre forskellige uafhængige metoder giver samme resultat:
For hver grad Celcius den globale temperatur stiger, falder udbyttet af hvede med 4,1-6,4 pct.
Ikke opmuntrende i lyset af, at klodens voksende befolkning betyder, at vi i 2050 vil have brug for 70 pct. mere mad i takt med den stigende købekraft hos den voksende globale middelklasse, som bl.a. vil blive brugt til mere kød i den daglige kost.
De samfundsøkonomiske omkostninger og skræmmende scenarier som følge af global opvarmning tages i stigende grad alvorligt af regeringer, der allerede nu kæmper med utilfredse befolkninger, der føler sig pressede af globalisering, indvandring og automatisering.
Der er stigende politisk enighed om, at global opvarmning er en udfordring, verden skal gøre noget ved. COP 21-aftalen i Paris var et vigtigt skridt. Men der er lang vej. Selv hvis alle de løfter, der blev givet af de forskellige lande, bliver indfriet – hvilket er urealistisk – er det ikke nok.
Men global opvarmning er blevet opprioriteret af befolkningerne. Forbrugere rundt om i verden kræver i stigende grad fokus på global opvarmning og virksomheders miljøhensyn, og verdens største investeringsbanker og investeringsfonde taler åbent om behovet – velvidende, at der i Clean Tech-revolutionen er en stærk langsigtet trend, der kan tjenes penge på. I 2016 var eksempelvis verdens største kapitalforvalter, Blackrock, ude med en ny rapport, hvori investorers behov for at tage højde for klimaforandringer kraftigt understreges.
“All are faced with a swelling tide of climate-related regulations and technological disruption. We believe all investors should incorporate climate change awareness into their investment processes.”
Solenergi er langt billigere end fossile brændstoffer
Den samfundsøkonomiske omkostning ved ikke at imødegå global opvarmning i stor skala med udfasning af fossile brændstoffer og øget fokus på energieffektivitet og vedvarende energikilder blev først for alvor belyst med The Stern Review. En rapport udarbejdet for den britiske regering i i 2006, som konkluderede, at ”business as usual” vil koste 5-20 pct. af global BNP årligt – forever. Mens den årlige omkostning ved at reducere CO2-udledning tilstrækkeligt vil koste beskedne 1 pct. Budskaber af en sådan karakter vejer tungt i de fleste politikeres bevidsthed, og der har siden 2006-rapporten trods finanskrisen været store fremskridt, investeringer og reguleringer i mange lande i relation til global opvarmning.
En evig kilde til diskussion har været, hvornår kilder som vind og sol når Grid Parity – altså hvornår de kan levere el til samme pris som et traditionelt kraftværk.
Sandheden er, at det har de kunnet i årevis. IMF hamrede én gang for alle en pæl igennem myten om ”ineffektiv vedvarende energi på støtten” med rapporten i 2015. Heri blev det fastslået, at når man tager højde for alle de samfundsmæssige omkostninger i form af luftforurening og ekstremt vejr oveni den årlige støtte på 500 mia. dollars eller mere, så er den reelle globale støtte til fossile brændstoffer på 5.300 mia. dollars. I det lys er vedvarende energikilder som sol og vind suveræne vindere. Nicholas Stern, chefen bag The Stern Review, mente endda, at IMF-rapporten undervurderede de faktiske omkostninger ved fossile brændstoffer:
“A more complete estimate of the costs due to climate change would show the implicit subsidies for fossil fuels are much bigger even than this report suggests.”
Trump kan ikke stoppe den globale grønne bølge
Valget af Trump i USA er også valget af en notorisk klimaskeptiker, som mener, at USA skal løbe fra enhver forpligtelse i Paris-aftalen. Hvad Trump siger og muligvis gør er på mange områder en usikkerhedsfaktor, men selv hans absurde holdninger vil ikke kunne vende den globale grønne bølge. Og USA er i øvrigt godt med på solenergi med en global tredjeplads på installeret kapacitet i 2015.
Kina, verdens største CO2-udleder, er – ikke mindst i fordi landet er ved blive kvalt i forurening – på få år gået fra at være modstander af klimaaftaler til at være en grøn frontrunner. En forhandler fra Kina udtalte ved klimakonferencen i 2016 i Marrakech som respons på Trumps erklærede mål om at trække USA fra den globale klimaaftale, at “it is global society’s will that all want to co-operate to combat climate change”. Og tilføjede, at ”enhver bevægelse” af den nye amerikanske regering ikke vil påvirke Kinas igangværende transformation til en grønnere økonomi.
Her er i øvrigt en figur, som nogen burde vise Trump, der har travlt med at love jobs til alle, men hverken er klar over, at hjemflaget produktion vil føre til automatisering, ikke jobs, – eller potentialet i en grøn omstilling. USA’s solenergi-industri skabte flere jobs i 2015 end USA’s olie- og gasudvinding samt pipeline industrier tilsammen – og jobvæksten var 12 gange større end i USA’s samlede økonomi.
Kilde: The Solar Foundation: National Solar Jobs Census 2015
Omkostninger ved solenergi er faldet dramatisk
På 88 minutter rammer 470 exajoules af energi Jordens overflade – svarende til menneskehedens energiforbrug på et år. På 112 timer – mindre end fem dage – er energimængden 36 zettajoules – hvilket svarer til lige så meget energi som er indeholdt i alle kendte reserver af olie, kul og naturgas på planeten. Hvis menneskeheden kan opfange blot 1/1000 af den solenergi, der rammer Jorden, vil vi have adgang til seks gange så meget energi, som vi forbruger i dag, skriver videnskabsmanden Peter Diamandis. Disse tal kombineret med det eksponentielle fald i prisen på solenergi betyder, at vi vil være i stand til at levere 50-100 pct. af Jordens energibehov via solenergi (og andre vedvarende kilder) inden for 20 år, argumenterer han.
Figuren viser den dramatiske udvikling i prisen for solenergi. Swanson-effekten er opkaldt efter Richard Swanson, stifter af SunPower, og er på sin vis solenergiens svar på Moore’s Lov i computerverdenen, som siger, at størrelsen af transistorer (og også deres pris) halveres sådan cirka hver 18. måned. Swanson-effekten indikerer, at prisen for fotovoltaiske solcellemoduler falder med 20 pct. hver gang den globale fremstillingskapacitet fordobles.
Faldende priser i takt med stigende masseproduktion er selvfølgelig ikke et fænomen, der er forbeholdt solceller, som figuren for prisudviklingen på Ford Model T viser.
Nedenstående figur er også yderst interessant og er udarbejdet af Ramez Naam, forfatter til The Infinite Resource: The Power of Ideas on a Finite Planet. Den viser, at med den fortsatte prisudvikling (Naam regner konservativt med 16 pct. pr. fordobling i kapacitet) vil vi omkring 2020-2021, når den solare kapacitet er tredoblet til 600 GW, kunne se globale ikke-subsidierede solenergipriser omkring 4,5 US cents/kwh i meget solrige områder og 6,5 cents/kwh i områder med mere moderat sol. Omkring 2030 vil 16 pct. af vores aktuelle elektricitetsbehov med den nuværende vækstrate være dækket af sol og solenergi vil koste 3-4,5 cents/kwh.
”If this holds, solar will cost less than half what new coal or natural gas electricity cost, even without factoring in the cost of air pollution and carbon pollution emitted by fossil fuel power plants”, skriver Ramez Naam.
Den følgende figur illustrerer, hvad prisudviklingen har betydet for den globale installation af solenergi.
En vigtig støtte til solenergi kommer endvidere fra, at vi i Diamandis’ optik er ved at nå et gennembrud i teknologier vedr. batterier og energilagring.
Selve solcellerne forskes der også i på livet løs, og der eksperimenteres med mange nye materialer og nanoteknologi, som på et tidspunkt resulterer i væsentlig højere effektivitet end i dag, hvor langt den største del af den solenergi, der rammer cellerne, ikke udnyttes.
Der eksperimenteres også med det, som Jules Verne talte om i 1874 med romanen “Den Hemmelighedsfulde Ø.”
Her spørger Pencroff sin ven, ingeniøren Cyrus Smith, om hvad man skal brænde, når kulreserverne slipper op.
– Vand,« svarede Cyrus Smith.
– Vand!« udbrød Pencroff. Vand til at opvarme Dampbaade og Lokomotiver med, Vand til at koge Vand med!
– Ja, det vil sige Vand opløst i sine enkelte Bestanddele,« svarede Cyrus Smith. Og dette maa uden Tvivl ske ved Hjælp af Elektricitet, som da vil blive en mægtig og anvendelig Kraft, thi alle Nutidens store Opdagelser synes efter en uforklarlig Lov at pege i denne Retning. Ja, mine Venner, jeg troer, at Vand engang vil blive brugt som Brændsel, at det Vandstof og Surstof [brint og ilt], hvoraf det er sammensat, anvendt særskilt eller i Forening vil afgive en Kilde til Varme og Lys, der er uudtømmelig og har en Styrke, som ikke kan opnaaes ved Stenkul.
Det handler altså om at spalte vand til brint og ilt. Det kan man sagtens med elektricitet, men drømmen er, at kunne gøre det udelukkende ved brug af elektricitet skabt af sollys. Det er der en del forskere, der arbejder med rundt om i verden. Længst fremme er formentlig Daniel Nocera på Harvard University, der i 2016 offentliggjorde nye store fremskridt i Science.
Solenergi-anlæg får også stigende interesse fra de institutionelle investorer, der i en verden med ekstremt lave obligationsrenter og dyre aktiemarkeder har svært ved at finde de afkast, som skal få pensionskundernes opsparing til at vokse – et særligt problem i relation til de kunder, der er garanteret årlige afkast på 4-5 pct. Ikke for at redde verden – om end det er en værdifuld sidegevinst at kunne signalere til kunderne – men fordi det er en god investering, som i lyset af COP21-aftalen og den globale tilslutning til at bekæmpe global opvarmning næppe får gulvtæppet revet væk under sig med pludselige lovindgreb, der forringer investeringen.
Dansk politik bør støtte solenergi mere
Danmarks skiftende regeringer uanset partifarver er sædvanen tro ikke meget for at støtte solenergi – der er en blind fokus på vindenergi, som det eneste saliggørende. Og den ensidige fokus har da også givet gevinst – 42 pct. af Danmarks elforbrug i 2015 blev ifølge Energinet dækket af vindenergi, mens solenergi tegnede sig for beskedne 2 pct.
Men solenergi vokser stadig og i modsætning til vindmøller som er en moden teknologi, så er der et enormt potentiale i solenergi, bakket op af massiv global forskning. Energistyrelsen skønnede i december 2015 i en baggrundsrapport til sin basisfremskrivning, at solenergi skal levere hhv. 5 pct. og 8 pct. af elforbruget i 2020 og 2025. Det er næsten en fordobling i forhold til fremskrivningen i 2014 stadig betydeligt under solenergiens rolle i eksempelvis det regnvåde UK med færre soltimer end Danmark, hvor solceller i april-september 2016 leverede 5,2 pct. af UK’s elforbrug. Det var ikke blot det højeste niveau nogensinde, men også for første gang mere end de britiske kulkraftværker leverede (4,7 pct.) i samme periode.
Umiddelbart kunne man blive opmuntret af den nye regerings regeringsgrundlag, hvoraf det fremgår, at man vil arbejde for, at mindst 50 pct. af danskernes energibehov skal komme fra vedvarende energikilder i 2030. Og “Dette nye mål skal sikre, at Danmark bibeholder et højt tempo i vores grønne omstilling”.
Men som Ingeniøren skriver d. 1. dec. 2016:
“Men kigger man på Energistyrelsens nyeste, årlige energi- og klimafremskrivning fra december 2015, så viser den, at andelen af vedvarende energi i energiforbruget allerede med de vedtagne virkemidler fra energiaftalen vil komme op på 39 henholdsvis 41 pct i 2020. Hvis man så forlænger kurven frem mod regeringsmålet 50 pct. i 2030, så viser det sig, at VE-udbygningen vil vokse markant langsommere mellem 2020 og 2030 end den gør det i perioden 2010-2020 – stadig ifølge energistyrelsens fremskrivning. Hvilket igen signalerer, at 50 procent vedvarende energi i 2030 ikke ligefrem medfører, at man ‘bibeholder et højt tempo i den grønne omstilling.’
Greenpeaces’ klima- og energimearbejder Tarjei Haaland siger til Ingeniøren, at målet for VE-andelen i 2030 bør være helt oppe på 60-65 pct., hvis vi skal holde det eksisterende tempo.
Let the sunshine in. Også på Christiansborg.