” We are not here to close spreads”.
Det skulle du nok ikke have sagt, Christine Lagarde. Topchefen for ECB kom galt af sted i torsdags med bemærkningen, som ikke mindskede men forøgede stress i markedet. Reaktionen var øjeblikkelig. Rentespændet på bl.a. Italiens, Spaniens og Frankrigs 10-årige statsobligationer i forhold til Tysklands blev udvidet markant.
Hun kunne have søgt inspiration i forgængeren Mario Draghis berømte ord i juli 2012 under eurokrisen.
“Within our mandate, the ECB is ready to do whatever it takes to preserve the euro. And believe me, it will be enough.”
Obligationskurserne reagerede positivt øjeblikkeligt, og en uge efter annoncerede ECB et program til at købe obligationer i pressede eurolande. Det blev ikke taget i brug – løftet var nok til at sikre et markant fald i spreads over for Tyskland i andet halvår af 2012. Lagarde kom ikke med den slags løfter på pressemødet – hun sagde direkte, at hun ikke har intentioner om at blive ”whatever it takes, number two”.
Eurokrise under opsejling
Men indsnævring af spreads og kreativ pengepolitik er heller ikke nok til at imødegå de økonomiske chok, som rammer Europa lige nu. En recession er i gang, og der vil opstå spændinger. Måske er en ny eurokrise under opsejling, og måske en sprængt euro – det kommer an på virussens udvikling.
Angela Merkel sagde i 2011:”If the euro fails, Europe fails”.
Europa overlever, men et kollaps i det euro-projekt, der af mange var dødsdømt fra starten pga. de store strukturelle og økonomiske forskelligheder landene imellem og manglen på en fælles finanspolitisk overbygning, vil give en masse ballade med potentielle statsbankerotter, kraftige devalueringer, usikkerhed om Schengen-aftalen, det indre marked, EU …
Nu skal vi ikke male Fanden på væggen, men han er i malerbøtten – med italiensk accent. For hvis det trækker i langdrag med Coronavirussen og nedlukningen af økonomierne, så skal der store redningspakker til fra statskasserne til de mange pressede virksomheder og en eksplosion i antal ledige. Det betyder voksende gæld hos eurolandene. Her ligger Italien i den trælse ende af skalaen i forvejen og medmindre ECB og Lagarde træder til, vil italiensk finansiering på obligationsmarkedet ske til meget højere renter, der kun gør det hele værre.
Italien har den næsthøjeste statsgæld i EU med 134,8 pct. af BNP – kun overgået af Grækenland, der er et meget mindre land med kun 10,7 mio. indbyggere mod Italiens 60,5 mio. Til sammenligning er euro-gennemsnittet 85,9 pct. og Tyskland 61 pct.
Man kan være kreativ med pengepolitikken i ekstreme perioder, og det kan ikke afvises, at ECB finder på noget med ”helikopter penge” (tryk penge og giv dem til borgerne) eller noget i den stil, hvis Coronavirussen viser sig at være helt ude af kontrol, og recessionen og konkursraten blandt virksomheder i Europa bliver omfattende.
Men pengepolitik kan ikke klare alt. Både euroens og EU’s fremtid står på spil, og der mangler klare udmeldinger fra de forskellige landes ledere om nødvendigheden af at stå sammen. Blikket er bl.a. rettet mod Angela Merkel, der forleden sagde, at 70 pct. af tyskerne kan få virussen, men ikke har ytret noget om at Italien, virussens hotspot i Europa, skal have en særlig hjælp. I stedet har Italien modtaget eksperter fra Kina, som også har lovet at levere 2 millioner ansigtsmasker, 20.000 beskyttelsesdragter og 1.000 respiratorer. En udvikling, som blot gør italienernes modvilje mod EU endnu større. I forvejen har de følt sig svigtet af de andre medlemslande under migrationsbølgen, og der er en stor og voksende modvilje mod globalisering, elitær styring og selve europrojektet, der ikke har været nogen gevinst for Italien. Hvis Italien forlader euroen, vil det udløse dominoeffekter og uro, der kan føre til euroens kollaps og true sammenholdet i EU.
Det er sandhedens time for Europa.
Laveste BNP-vækst, ungdomsledighed 30 pct. og pensionsproblemet
Italien skiller sig ud i eurozonen ved at have store strukturelle problemer. Den økonomiske vækst under 20 års euromedlemskab er skræmmende lav. Under 10 pct. mod 30 pct. for eurozonen som helhed, viser en rapport fra ECB fra juni 2019.
Kilde: ECB, Economic structures 20 years into the euro, juni 2019.
På ledigheden ser det heller ikke godt ud. For EU og eurozonen er ledigheden på hhv. 6,6 pct. og 7,4 pct., mens Italiens er 9,8 pct. Endnu værre er det med ungdomsledigheden. I årevis har Italien haft en høj ungdomsledighed og ligger ifølge Eurostat på 29,3 pct. i januar 2020 (Spanien 30,6 pct.) mod hhv. 14,9 pct. i EU og 15,6 pct. i eurozonen.
Og så er der pensionsudfordringen. Som mange andre lande har Italien udfordringen med længere levetid kombineret med, at de store efterkrigsgenerationer går på pension og yngre generationer ikke får lige så mange børn. Især ikke i Italien, hvor tallene siger 1,3 barn pr. kvinde mod 1,6 i EU som helhed. Over de seneste 40 år er antallet af folk over 65 pr. 100 mennesker i den arbejdsdygtige alder (20-64 år) steget fra 20 til 31. I 2060 vil tallet sandsynligvis være næsten fordoblet til 58, fremgår det af OECD Pensions at glance 2019, og den acceleration sætter pensionssystemer og statskasser under pres. Aktuelt er tallet for Italien omkring 40 (som Finland), kun overgået af Japan på 52. I 2060 forventes det, at tallet for Italien vil være på 74,4 – og dermed stadig blandt verdens højeste i selskab med Spanien 78,4; Korea 78,8 og Japan 80,7.
Globalisering og deglobalisering
Der er spændinger i eurosamarbejdet og det er svært at forestille sig euroen intakt i 2060 uden, at man mange år tidligere har taget det store skridt til Europas Forenede Stater med fælles finanspolitik. Noget skal der ske.
Og der vil ske mange ting i kølvandet på Coronavirussen. Kina har taget drastiske skridt i brug for at få smitten under kontrol – flere hundrede mio. mennesker er i en eller anden form for isolation med meget begrænset bevægelsesfrihed, og mange fabrikker er lukket ned i verdens største produktionscenter.
Det har sat gang i overvejelserne hos verdens mange virksomheder, der har henlagt hel eller delvis produktion til Kina, fordi det er et lavtlønsområde. Mange vil formentlig vælge at flytte produktionen til andre lande tættere på eller til hjemlandet og i stigende omfang anvende automatiseringsteknologier. En deglobalisering, der allerede var i gang, får ekstra fart af Coronavirussen.
Kan pandemien stoppes?
I de senere år har verden oplevet et stigende antal epidemier. Blandt de mest kendte er SARS, svineinfluenza og MERS, men der forekommer omkring 200 epidemier årligt. Udviklingen fik WHO til i i 2018 at indføre ”Disease X” på listen over patogener, der med størst sandsynlighed kan forårsage dødelige pandemier. Et skridt, der havde til hensigt at fremme overvejelser, mulige tiltag og respons i forskning og udvikling som forberedelse til en ukendt virus, der pludselig dukker op.
Det blev i oktober 2019 fulgt op af et eksperiment på Johns Hopkins University. En simulation af spredningen af en ny coronavirus i familie med SARS. 15 ledere fra erhvervsliv, politik og offentlige sundhedsmyndigheder deltog i simulationen og skulle på realistisk vis forholde sig til de dilemmaer og udfordringer, der udspiller sig undervejs. Læs mere på eksperimentets website og se videoerne her – forløbet minder i skræmmende grad om det, vi oplever lige nu. 18 mdr. inde i simulationen er 65 mio. mennesker døde, og status for pandemien lyder således:
The pandemic is beginning to slow due to the decreasing number of susceptible people. The pandemic will continue at some rate until there is an effective vaccine or until 80–90% of the global population has been exposed. From that point on, it is likely to be an endemic childhood disease.
Kort tid efter kom de første tilfælde af COVID-19 i Wuhan. Disease X – i form af SARS-CoV-2 og COVID-19 – var pludselig virkelighed. Det har sat gang i konspirationsteorier, men lad os jorde dem med det samme. Ingen har interesse i at sprede en dødelig virus, der kan ramme os alle. Desuden vurderer videnskabsfolk, at SARS-CoV-2 ikke er skabt af mennesker.
“Importantly, this analysis provides evidence that SARS-CoV-2 is not a laboratory construct nor a purposefully manipulated virus,” fremgår det af dette studie.
Men der sker uheld i laboratorier, og eksperimenterende forskning kan i sig selv være forbundet med meget høj risiko.
Eksempelvis kom det frem i Science i februar 2019, at to laboratorier – i Wisconsin og Rotterdam – i al hemmelighed havde fået godkendelse af HHS, Department of Health and Human Services i USA, til at genoptage eksperimenter, der blev forbudt i 2014. Eksperimenterne gik ud på at udvikle H5N1, så den kunne smitte mere effektivt mellem fritter – et medlem af mårfamilien, som opfanger influenzavirus meget på samme måde som mennesker.
Forskerne arbejdede altså med at modificere virussen, så den opnåede en »gain of function« – så den kunne sprede sig via luften mellem pattedyr, herunder mennesker. Professor i epidemiologi på Harvard University, Mark Lipsitch, beregnede med baggrund i laboratoriers uheldsstatistikker en risiko på 0,01-0,1 procent for, at et enkelt års eksperimenter med dødelig, smitsom influenzavirus kan slå mellem 20 millioner og 1,6 milliarder mennesker ihjel. Læs mere om dette i min artikel i Weekendavisen.
Men tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt pandemien kan stoppes. Ikke ifølge eksperterne. Lone Simonsen, professor i epidemi og global sundhed på Roskilde Universitet, som var forsker på NIH i USA i 2003, da SARS hærgede udtalte forleden til DR, at pandemier ikke kan stoppes. Hun forventer, at 20-60 pct. af alle er smittet i løbet af det næste års tid.
Måske er der lidt håb forude. Det kan være, at virussen fortager sig i løbet af foråret og sommeren som normale influenzaer. Og det kan være, at der bliver udviklet en vaccine – der arbejdes på højtryk rundt om i verden. Men det mest realistiske håb er måske blot, at smitten kan bremses så meget, at hospitalerne kan følge med.