Grækerne har en meget lille eksportsektor og skal de fremover kunne skabe solid vækst, kræver det en langt højere grad af innovation og entreprenørskab. De store tænkeres efterkommere har brug for en kulturrevolution, der skal starte i skolen.
Den græske tragikomiske situation bliver ved med at trække overskrifter. Og den deler folk i to lejre – dem, der mener, at hestekure og reformer er vejen frem, og dem, der mener, at det hele er synd for grækerne, og at de derfor skal have eftergivet deres gæld uden krav om hestekure, når problemerne er så store.
Den sidstnævnte lejr er eksponent for et fænomen, der ses i relation til andre samfundsmæssige udfordringer – det er synd for ofrene, det hele er nogen andres skyld. Informationer, der antyder det modsatte, ignoreres.
Skylden for at overhovedet er kommet hertil, skal dog også deles af de andre eurolande – eller mere præcist de politikere, der i sin tid lod Grækenland inkludere i en økonomisk superliga, hvor de ikke hørte hjemme. Især tyskerne var stærkt imod, men fifleri med de økonomiske nøgletal, brug af særlige finansielle instrumenter udfærdiget af Goldman Sachs og en generel ”lad os nu alle være venner”-holdning gjorde, at landet alligevel kom med.
I kølvandet på finanskrisen kom der anderledes fokus på ”særligt udfordrede lande” og blikket faldt tungt på Grækenland i 2010. Første bailout kom i 2010, og den tredje er for nylig kommet i hus under protester fra andre eurolande, især Tyskland. Kravet er endnu engang, at grækerne skal reformere deres økonomi, som skriger på strukturelle reformer, hvis den skal blive godt kørende og have en perifer sandsynlighed for at betale gælden tilbage over en længere årrække. Netop det har været et stridspunkt siden balladen blussede op i 2010 – at det ikke nytter noget at stramme op på økonomien på et tidspunkt, hvor den allerede er i knæ. Selv om det var det, Irland gjorde med succes.
Nobelprisvinder: Græsk økonomi var i dyb krise FØR ”austerity”
Nobelprisvinderen i økonomi Edmund Phelps påpegede for nylig i en kronik på Project Syndicate, at den udbredte holdning om at opstramning af de offentlige finanser (”austerity”) er det, der har sendt den græske økonomi i kælderen, er direkte forkert.
Meget af det fald i beskæftigelsen, som er set i Grækenland, skete før de markante nedskæringer i 2012 og 2014. De græske offentlige udgifter lå på omkring 13,5 mia. EUR i kvartalet i 2009-2012 og faldt til omkring 9,6 mia. EUR i 2014-2015. Men antallet af folk i arbejde toppede i 2006-2009 med 4,5 mio. og var faldet til 3,6 mio. allerede i 2012. På det tidspunkt, hvor grækerne begyndte at skære i budgettet, var arbejdsløsheden – som i 2009 var på 9,6 pct. – allerede steget til næsten de 25,5 pct., som er tallet for i dag.
Disse fakta vejer tungt imod hypotesen om, at det er opstramninger, der har bragt Grækenland i den aktuelle situation. De indikerer derimod, at Grækenlands kursskifte fra høje offentlige udgifter i 2008-2013 ikke kan bære skylden for nutidens høje ledighed, argumenterer Phelps.
Han mener også, at det er tvivlsomt at sige, at hestekure er blevet påtvunget Grækenland – ganske vist er de offentlige udgifter faldet, men kun til hvor de plejede at være. De 9,6 mia. EUR i første kvartal 2015 er faktisk højere end de var så sent som i 2003. Grækenland er således ikke blevet tvunget til at ændre deres finanspolitiske kurs radikalt – de er blot vendt tilbage til den oprindelige.
Løsningen er ikke grexit, svag drachma og øget eksport
I Phelps’ optik er hverken øgede offentlige udgifter løsningen på landets krise, ligesom opstramninger ikke var årsagen. Men hvad er så løsningen?
De rigtige strukturelle reformer – hvilket ikke blot vil være i grækernes interesse men også kreditorernes, som har en naturlig interesse i, at euroen udvikler sig og overlever og derfor vil være villige til at hjælpe landet med omkostningerne forbundet med de nødvendige ændringer.
Alle er enige om, at Grækenland har et konkurrenceproblem og skal forbedre deres konkurrenceevne drastisk. Nogle mener, at det kunne være en løsning at forlade euroen og få sin egen valuta i stærkt nedskrevet form tilbage. Men det er ikke løsningen for Grækenland.
Som Daniel Gros påpeger i en kronik også på Project Syndicate, så er Grækenland anderledes. I alle andre kriseramte lande – og faktisk også i de fleste af de lande, som har modtaget IMF lån de seneste årtier – så har stigende eksport, i det mindste delvist, imødegået det fald i efterspørgselen, som opstod, når regeringen skar ned på udgifterne og hævede skatterne. Men et af Grækenlands problemer er, at eksportsektoren er ret lille – ret beset kun 12 pct. af BNP ifølge Daniel Gros – hvilket er meget mindre end man ville forvente for et land af den størrelse.
Innovation og entreprenørskab skal stimuleres dramatisk
Phelps mener, at mange økonomer overser betydningen af innovation og entreprenørskab og netop på den front står Grækenland skidt, hæmmet af bureaukrati og en kultur, der ikke er gearet i den retning.
Professor George Serafeim på Harvard redegjorde i Harvard Business Review i marts i år for netop dette. Forskellige samfund har forskellige tilgange til at håndtere det faktum, at fremtiden aldrig kan være kendt. Og han henviser til et velkendt indeks, der måler i hvilken grad medlemmerne af en kultur føler sig truet af tvetydige eller ukendte situationer. I kulturer, hvor der er en stor tilbøjelighed til at undgå usikkerhed (uncertainty-avoidance) forsøger man at minimere muligheden for at ukendte omstændigheder kan opstå og implementerer regler, love og reguleringer i stor udstrækning. I kontrast hertil står ”low uncertainty-avoidance” kulturer, som accepterer og føler sig komfortable i ustrukturerede situationer eller volatile miljøer, forsøger at have så få regler som muligt og tenderer til at være mere tolerante over for forandringer.
Grækenland topper dette indeks med 100 ud af 100. Den høje modstand mod tvetydige situationer skaber mindst to effekter, skriver Serafeim.
For det første er folk mindre tilbøjelige til at løbe risici – hvilket betyder, at det er usandsynligt, at de opfinder nye produkter, processer eller forretningsmodeller. Dette hjælper med til at forklare, hvorfor Grækenland har en af de laveste licens- og patentindtægter fra udlandet som procent af BNP såvel som et af de laveste bidrag fra high-tech eksport til handelsbalancen.
For det andet så udøver bureaukrati, love og regler særlig indflydelse i Grækenland, fordi de hjælper med at gøre livet mere struktureret og mindre usikkert. I Grækenland kræver byggetilladelser, ejendomsregistrering og retslige håndhævelser af kontrakter enorme mængder af tid og papirarbejde, skriver Serafeim.
Tabellerne illustrerer sammenhængen mellem innovation, bureaukrati og usikkerhed. Lande, der scorer højt på uncertainty-avoidance scorer lavt på innovation og højt på bureaukrati. Danmark, Sverige, Holland, UK og Finland har alle lav uncertainty-avoidance, høj innovation og lavt bureaukrati. Disse lande har fremragende forskningssystemer med et højt antal af indflydelsesrige videnskabelige publikationer, relativt høje niveauer af offentlig og privat R&D og venture kapital finansiering, stærke offentlig-private samarbejder og en velstand af intellektuelle aktiver i patentansøgninger og varemærker. Samtidig bruger borgerne i disse lande mindre tid på procedurer med at starte en virksomhed, få elektricitet, registrere en ejendom, betale skatter, håndhæve kontrakter i retten og handle på tværs af grænser. Disse kulturers tryghed ved usikkerhed hjælper med til at gøre alt dette muligt.
Serafeim, der selv er græker, konkluderer, at udover kortsigtede politiske ændringer, har Grækenland behov for et langsigtet kulturelt skifte, hvor man lærer at tolerere og acceptere mere risiko og usikkerhed om fremtiden. Og et sådant skifte starter i skolen.
Kulturskifte skal starte i skolen
”We need to teach children to be courageous enough to take risks throughout their careers and to deal with the failures that unavoidably occur. To do this we must learn from the successes of other countries. Closer collaboration between schools, research institutes, and companies would enable the incubation of new ideas. Inventors’ competitions for young people held every few years could also stimulate new ideas and inspire a new generation of inventors and innovators. Mentorship of small companies by larger corporations and the public sector would also assist the training and professional growth of young entrepreneurs. Finally, the development of venture capital funds would provide the necessary financing for the development of new ideas since such ideas are typically too risky to receive bank financing.
Of course, in the near term, political stability and sound economic policies are necessary to avert crisis. But Greece cannot stop there. In the long term the goal must be broader: to create an economy built around innovation, one that embraces uncertainty.”
Bottomline
Så bottomline for grækerne er altså: Udvid beskatningsgrundlaget og få styr på skatteopkrævningen – skattesnyd er en nationalsport i Grækenland. Reducér bureaukratiet, der hæmmer den økonomiske udvikling. Privatisér elnettet. Lav de nødvendige reformer, der bl.a. går ud på at hæve pensionsalderen. Og en masse andre ting, som er blevet pålagt landet i forbindelse med den seneste bailout.
Og så er der den langsigtede kulturrevolution, som skal bringe landet højere op i værdikæden – i alt for mange år har ambitionsniveauet været lavt og turismen en sovepude, mens de fleste andre vestlige økonomier i langt højere grad har fulgt med tidens ånd og de markante ændringer, der er forekommet i verdensøkonomiens spilleregler og sammensætning siden Murens fald, Kinas overgang til markedsøkonomi, globaliseringen og den teknologiske eksplosion de seneste 20 år. Men at ændre kulturen i et land, som det kræves i Grækenlands tilfælde, tager meget lang tid.
Vi har slet ikke hørt det sidste til den græske krise.