Investering i ESG betaler sig finansielt, konkluderer Deutsche Bank efter at have gennemgået over 2.000 studier.
Bæredygtighed er hottere end nogensinde, og ifølge JP for nylig kom der alene i første halvår i år 77 nye bæredygtige investeringsfonde til i Europa.
CSR, ESG, SDG, SRI, Impact Investing… har aldrig været så hot. Der har gennem en lang årrække været en stigende fokus på bæredygtighed, herunder bæredygtige investeringer. Figuren nedenunder viser, hvordan antallet af empiriske studier til belysning af sammenhængen mellem ESG og CFP (Corporate Financial Performance) er vokset dramatisk siden 1970.
Figuren er taget fra denne analyse udarbejdet af Deutsche Banks afdeling for Asset Management sammen med Hamburg Universitet i 2015. De har gennemgået over 2.000 individuelle studier, og konkluderer i deres whitepaper at
”the business case for ESG investing is empirically well founded such that investing in ESG pays financially and appears stable over time”.
Den finansielle gevinst ses i forskellige aktivklasser, som vist i den næste figur.
Porteføljestudier (bestående af investeringsforeninger, indeks og long-short porteføljer) er der ikke mange af, og de viser umiddelbart en svagere positiv sammenhæng. Til det har Deutsche Bank følgende kommentar:
“This may reflect the fact that many ESG funds follow a mixture of negative and positive ESG screens, which attract a broad array of value-driven and profit seeking investors. As a result, unifying this fund group under one classification may lead to distortions and drown out various overlapping market and non-market factors.”
Deutsche Bank mener, at porteføljestudierne er misvisende i lyset af de overvældende positive resultater på aktivklasserne og slutter:
“At worst, investors in ESG mutual funds could expect to lose nothing compared to conventional fund investments.”
Så langt så godt. Bæredygtighed er blevet en konkurrenceparameter, og virksomheder belønnes for aktivt at arbejde for en mere bæredygtig udvikling.
Men hvad er egentlig bæredygtighed? Er din livsstil bæredygtig? Er din virksomheds? Er Danmarks?
Svaret på det sidste spørgsmål er nej, hvis man spørger WWF, der har beregnet, at hvis alle levede som danskerne, ville det kræve naturressourcer som på mindst 4 jordkloder. Vi har et meget intensivt landbrug med stor landbrugseksport, et omfattende fiskeri og et højt klimatryk, har den danske generalsekretær for WWF, Bo Øksnebjerg, påpeget.
De fleste store globale virksomheder vil i dag gerne signalere bæredygtighed som en naturlig del af strategien og forretningskonceptet, men det er ikke så ligetil at vurdere, om de lever op til ambitionerne.
Morningstar har forsøgt at hjælpe investorerne på vej med lanceringen af Sustainability Rating for investeringsfonde i 2016 og beskriver det således:
“Det er en porteføljebaseret vurdering af i hvor høj grad selskaber i en given fonds portefølje tager højde for klimaforandringer, miljømæssige udfordringer, virksomheders behandling af ansatte og generelle sociale ansvarlighed o. lign. i deres forretningsmodel.”
Uanset vanskeligheden i at definere om en virksomhed kan kaldes bæredygtig eller ej, så er det en kendsgerning, at bæredygtighed er en stærk trend, der vil vokse i de kommende år.
Der er – trods en langsom erkendelse på mange fronter – en stigende interesse for at redde verden.