Få her forklaringen på, hvorfor dette århundrede er helt anderledes end det forrige.
Lave renter efter IT-boblen skulle redde økonomien men skabte nye bobler. Lave renter efter finanskrisen skulle redde økonomien men skabte nye bobler. Lave renter skal redde økonomien i den krise, vi befinder os i men… Kan du se et mønster?
Den globale økonomi har aldrig rejst sig helt efter finanskrisen. Verdensøkonomien er i krise. OECD estimerer, at der er 7 mio. flere ledige end før krisen. Men hverken olieprisfaldet (som følge af mere olie og øget energieffektivitet) eller diverse kreative pengepolitikker har været nok til at få ordentlig gang i det, der skulle være det globale opsving efter kollapset i 2008.
Noget er galt.
Det er normalt i en konjunkturcyklus, at flere års opsving skaber risiko for en overophedning med inflationsskabende lønstigninger m.v. Men det er ikke tilfældet denne gang. Virksomheder har hele vejen været fedtede med investeringer, forbrugerne har været mere nærige end i 00’erne, og der er ikke tegn på løndrevet inflation. Tværtimod er der stor frygt for deflation, den globale maskine er præget af overkapacitet, og aktiemarkedet har nået niveauer, som ikke støttes af indtjening.
Vækstraterne fra de glade 00’ere er ikke til at få øje på.
Men det er gælden. Alle større økonomier har i dag større gæld end før 2008, også vækstøkonomierne, og som Claudio Borio, cheføkonom hos BIS, siger:
”Vi er nødt til at forlade den gældsdrevne vækstmodel”.
Hvordan er vi havnet her?
Det hele så jo ellers lovende ud i det 20. århundrede, der var præget af mange opfindelser, der gjorde tingene meget lettere, forlængede levetiden og muliggjorde en befolkningsvækst på 5 mia. Så hvordan er vi havnet her?
Skal man forsøge sig med et kort svar på det, kunne man passende starte i 1971, mener nogen. Dengang brød Bretton Woods sammen – den globale valutaaftale, som fastsatte dollaren mod guld, og den blev brugt som målestok for verdens andre store valutaer. Men aftalens sammenbrud åbnede op for store udsving på valutamarkederne, mindre finanspolitisk disciplin i de udviklede lande og mere opbygning af offentlig gæld. En unik stabil vækstperiode siden 2. verdenskrig sluttede.
Det var også i denne periode, at husholdninger begyndte at låne flere penge, og boligpriserne steg markant. Kvinderne myldrede ud på arbejdsmarkedet, og begge voksne i en husholdning blev lokket i hamsterhjulet af forbrug, gæld og arbejde, hvor én indtægt i ”gamle dage” var nok. Men forbrugerismen havde holdt sit indtog, og mange nye spændende produkter fristede i den nye tid, hvor madudgifterne fyldte stadig mindre i budgetttet.
Økonomen Adam Smiths teori om en ”usynlig hånd”, der sørgede for ligevægt i frie markeder blev særlig hyldet i disse år, især fra 1980’erne, hvor Reagan og Thatcher dominerede på hver sin side af Atlanten. Ikke mindst finanssektoren nød godt af det – deregulering og liberalisering af kapitalbevægelserne var moderne, og finanssektoren voksede markant. 60-70’ernes stabile aktiemarkeder blev afløst af volatile markeder, spekulation, derivater og eskalerende udlån.
I USA fulgte lønudviklingen ikke med produktivitetsstigningen. Fagbevægelserne mistede gradvist deres magt. En stigende ulighed var begyndt. Et lignende mønster sås siden i andre lande verden over – en afspejling af globalisering og automatisering.
Tendensen blev forstærket af Murens fald, Kinas overgang til markedsøkonomi og Indiens mere åbne økonomi, der betød, at den globale arbejdsstyrke reelt steg med 1,5 mia. mennesker. Efter IT-boblens kollaps i 2000 var der især i USA behov for at stimulere forbrugerne til at bruge flere penge. Renten blev hamret ned, og det blev let at låne penge. Raghuram Rajan, Indiens centralbankchef (indtil 4. sep. 2016), kalder strategien ”Let them eat credit” og påpeger, at lettilgængelig kredit igennem historien været brugt som regeringers lindrende lappeløsninger.
Fractional Reserve Banking og Too Big to Fail
Udviklingen har også vist problemet med fractional reserve banking. Systemet hvor bankerne ikke skal kigge i skuffen efter, om de har penge at låne ud, men kan skabe penge ud af den blå luft. Vil du låne 100 kr., så sætter banken med et tryk på en knap 100 kr. ind på din konto og noterer samtidig, at du skylder dem 100 kr. Og når du betaler de 100 kr. tilbage, så forsvinder pengene. De eksisterer ikke mere. Systemet er kritiseret fra mange sider og kaldt ”manio-depressivt”. Der skabes for mange penge, når økonomien boomer og for få, når den trækker sig sammen – forhold, der forstærker udsving i økonomien og aktivboblers skabelse og kollaps.
Bankernes kapitalkrav er blevet skrappere. Men tag ikke fejl. Finanssektorens magt er øget enormt i forhold til midten af forrige århundrede, omfanget af ureguleret shadow banking vokset markant de senere år, og den indbyrdes systemiske afhængighed i finanssektoren er uhyggelig. Too big to fail er ikke blot historie.
Lavvækst, deflation og kreativ pengepolitik
Nu står vi så her. Deflationsfrygt, lav vækst i de rige lande, Kina og andre vækstøkonomier, 7 mio. flere ledige i OECD end før krisen. Og man skal ikke regne med, at Kina kan redde os – de har deres egne problemer. I China’s Future påpeger David Shambaugh desuden, at Kina slet ikke er så magtfuld, som mange tror – det er aldrig lykkedes for noget land at modernisere sin økonomi uden at blive et demokrati.
Centralbankernes løsning er igen at sætte renten ned, nu negativ flere steder, samt fortsatte opkøb af statsobligationer i EU og Japan. Men lave renter virker ikke rigtigt længere, og derfor er alternative løsninger under overvejelse. Man kan trykke penge og give dem direkte til borgerne. Helicopter Money, kaldes det populært. Eller gå endnu videre og trykke penge direkte til sektorer, som Adair Turner har foreslået.
Men kreativ pengepolitik er lappeløsninger. Hvorfor er vi havnet i lavvækst?
Det 20. århundrede var unikt med demografi og innovationer
En forklaring er, at vi i anden halvdel af det 20. århundrede havde unik demografisk medvind med en meget stor arbejdsstyrke kombineret med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Denne medvind bliver nu til modvind. Men de virkelig store opfindelser i det 20. århundrede var i sagens natur også éngangsforeteelser. Elektricitet, biler, antibiotika, fly, WC, vacciner, centralvarme og en masse andre ting kan ikke gentages.
Netop dette er et fokusområde i økonomen Robert Gordons bog The Rise and Fall of American Growth. Han tager fat i produktiviteten – kapaciteten til at producere mere med færre input som følge af teknologisk innovation. Han mener ikke, at vi skal forvente høj vækst i produktiviteten i fremtiden. Nutidens innovationer er betragtelige, men de kan ikke måle sig med dem, der fandt sted i det 20. århundrede. Og mange data synes at støtte hans synspunkter. Fx figuren over realvækst i BNP.
Gordon mener, at nedgangen i produktiviteten også skal ses i sammenhæng med andre forhold: En aldrende befolkning, faldende deltagelse i arbejdsmarkedet og uligheder er forhold, der fungerer som hæmmende for fremtidig vækst.
Andre kritiserer selve innovationskulturen i dag for at være rettet primært mod digitale forbrugsgoder. Astronauten Buzz Aldrin udtrykte det i 2012 i Technology Review i en kronik med overskriften:
”You promised me Mars colonies. Instead, I got Facebook”.
En anden forklaring på lav vækst er, at væksten er der til dels, men den kan bare ikke ses i BNP, defineret i 1934, hvor virksomheder producerede relativt simple produkter, og globaliseringen var begrænset. I dag fylder services langt mere i økonomierne, og mange er gratis eller annoncebetalte. I UK estimeres det, at digitale services har bidraget med op til 0,75 procentpoint i den reale årlige BNP-vækst i det seneste årti – en udvikling, der accelererer.
Verden bliver digital
De senere års handelstal vidner om en ny verden. Ifølge data fra Unctad, FN’s enhed for handel og udvikling, tegnede services såsom turisme, underholdning og forretningsservices sig for 62 pct. af stigningen i eksport i 2014 og fysiske varer for 38 pct. Dette var et spejlbillede af 2013 – en voldsom udvikling i forhold til 2011, hvor services tegnede sig for kun 15 pct. af væksten i global handel. 2015 var året, hvor værdien af varer i verdenshandelen noterede det største fald siden 2009, og fragtrateindekset Baltic Dry har tidligere i år nået det laveste niveau siden indeksets start i 1985.
Udviklingen tolkes af eksperter som et sammenfald af flere ting. Fysiske varer holdes i cirkulation i længere tid i en afspejling af deleøkonomien, og at vi har nået et mæthedspunkt af fysiske goder og efterspørger mindre kvantitet, mere kvalitet og flere services – som i stigende grad handles på tværs af landegrænser. Der er også et skifte i gang i den teknologiske udvikling i retning væk fra hardware og mod software, mest tydeligt i IT-sektoren men også over mod biler. Og robotter.
Verden automatiseres – skabes der nok nye jobs?
En analyse fra Oxford Universitet i 2013 forudsagde, at 47 pct. af kendte jobs i USA automatiseres inden for 20 år – fulgt af mange andre, bl.a. McKinsey: 45 pct. af aktuelle jobs kan erstattes i dag af eksisterende teknologi. Og Gartner: Gennembrud i kunstig intelligens og robotteknologi vil gøre det muligt at erstatte 90 pct. af alle jobs med smarte maskiner i 2030.
Opstår der ligeså mange nye jobs eller ej? Holdningen var 50/50 blandt 1.896 CEO’s, teknologieksperter, videnskabsfolk m.v. i en analyse i USA.
Faktum er foreløbig, at digitalisering og automatisering presser profit og forretningsmodeller overalt. Crowdfunding, Open Source, 3D printing, online gratis universitetskurser og deleøkonomi er andre nøgleord i den nye verden.
Jeremy Rifkin trækker udviklingen skarpt op i The Zero Marginal Cost Society.
”Vi er vidner til et paradoks i hjertet af kapitalismen, et som har ført den til storhed men nu truer dens fremtid: Den iboende dynamik af konkurrerende markeder bringer omkostninger så langt ned, at mange varer og ydelser bliver næsten gratis, i overflod og ikke længere underlagt markedskræfter.”
Rifkin forudser en hybridøkonomi, dels kapitalisme, dels et stort samarbejdende fællesskab, hvor handelsværdi i stigende grad erstattes af ”delbar værdi”. Forbrugere vil på nettet bruge Big Data, analyseredskaber og algoritmer for at øge effektiviteten og produktiviteten dramatisk og producere og dele et bredt spektrum af underholdning, 3D produkter og ydelser billigt eller gratis – som de gør med information – mens de deler biler, hjem, tøj og andre ting via sociale netværk m.v.
Vi skal genopfinde samfundet – kan vi det?
At imødegå den udvikling er komplekst og kræver et helt nyt tankesæt og måske en ny samfundsmodel. Og reformer, ikke nedsparinger, i uddannelsessektoren, som fremmer motivation, kreativitet og teknologisk indsigt blandt elever og lærere og gør de unge klar til den digitale verden. Centralbanker har gjort, hvad de kan. Nu er det politikerne, der skal gøre deres job med visionære nytænkende reformer.
Et stort spørgsmål er, om vi kan skabe nye behov, som skaber tilstrækkelig pengeværdi, jobs og beskatningsgrundlag. Måske. De unge generationer efterspørger som ingen andre før dem meningsfulde jobs, og der er masser af udfordringer, der skriger efter løsninger – alene FN’s 17 SDG-mål og omstillingen til en cirkulær bæredygtig økonomi har et enormt potentiale af jobs i sig.
I stedet for at jamre skal man se det som en enestående triumf for menneskeheden, at vi nu har nået et udviklingsniveau, der gør, at vi med en målrettet indsats og innovation kan løse vores selvskabte problemer og slippe af med en destruktiv vækstmodel. Men det kræver en anderledes tankegang. Der er brug for kreative koalitioner, der spænder over regeringer, organisationer, græsrodsbevægelser og ikke mindst virksomheder, der med mere handling kan understøtte de CSR-værdier, som det er blevet moderne at signalere.
Samarbejde, innovation og kreativitet er nøgleord i den nye verden. Ikke selvkørende biler!
Har du et forslag til, hvordan vi skaber en stabil økonomi?
[optin-monster-shortcode id=”kmaebcselod7xbxq”]