Det har været et mantra i det seneste årti – ikke mindst i den finansielle verden – at den globale middelklasse nærmest vil eksplodere i omfang frem mod 2030. Nu viser en ny rapport fra Pew Research Center, at det går meget langsommere end ventet. Myten er punkteret. Emerging Markets bliver ikke det børseventyr, som bankerne promoverede, og investorerne fantaserede om.
Goldman Sachs estimerede i 2008, at den globale middelklasse ville vokse fra 1,9 mia. mennesker til 4,25 mia. mennesker i 2030, svarende til halvdelen af Jordens befolkning på det tidspunkt. The Brookings Institution gættede på tallet ville vokse fra 1,8 mia. i 2010 til 5 mia. i 2030, hvilket nærmer sig 2/3 af klodens befolkning til den tid. EU-instituttet for Sikkerhedsstudier (ISS) skød i 2012 på en vækst fra 2 mia. til 4,9 mia. i 2030. FN beskrev i 2013 væksten i den globale middelklasse som et historisk skifte ikke set i 150 år. Og mange andre ressourcestærke institutioner, virksomheder og organisationer har leveret lignende estimater og superlativer.
“There is no doubt that the world is becoming middle income”, lød det fra Verdensbanken i 2013.
Alle disse optimistiske bud er naturligvis sendt rundt omkring i verdens medier og er blevet en uafviselig sandhed, ikke mindst i den finansielle verden, hvor investorerne med kyshånd har taget imod de vedholdende rygter om et nyt Klondyke, når der nu var så meget ballade i de rige landes hjemmemarkeder og økonomier.
Men Pew rapporten viser, at rygter om guldgruber har det med at være overdrevne, men en partyspoiler af den karakter får selvsagt ikke samme opmærksomhed i medierne som rapporter om nye potentielle børseventyr.
”Den globale middelklasse er mindre end vi tror”
Først de gode nyheder: Knap 670 mio. mennesker blev løftet over den globale fattigdomsgrænse på 2 dollar om dagen fra 2001 til 2011.
Og så til de mindre gode. Rapporten pointerer, at selv om de globale fattigdomsrater er faldet, så har det ikke ført til lette levebetingelser for de hårdest ramte mennesker. Deres livskvalitet er kun steget marginalt og 71 pct. af Jordens befolkning lever stadig med ringe til lav indkomst.
”Den globale middelklasse er mindre, end vi tror, den er mindre velstående, end vi tror, og den er regionalt mere koncentreret, end vi tror,” har rapportens hovedforfatter, Rakesh Kochhar udtalt.
Undersøgelsen har kigget på finansielle data fra 2001 til 2011 og bruger købekraftspariteter til at konvertere 111 landes indkomstniveauer til US dollars. Verdens befolkning deles ind i fem grupper rangerende fra ringe til høj indkomst. Antallet af mennesker som lever lige over fattigdomsgrænsen på 2-10 dollar om dagen er på 3,4 mia.
Et af undersøgelsens mål var at se på hvor mange, der lever på 10-20 dollars pr. dag og dermed kan betragtes som middelindkomst. Det tal er næsten fordoblet i 2001-2011 fra 7 til 13 pct. I absolutte tal fra 399 mio. til 784 mio. mennesker. Kina tegnede sig for det meste af stigningen med kun 32 mio. mennesker på det indkomstniveau i 2001 til 235 mio. i 2011, mens også Østeuropa og Latinamerika oplevede fremgang.
Men det står skidt til i mange lande, bl.a. i Indien, landet med verdens næststørste befolkning. Her faldt andelen af fattige ganske vist fra 35 pct. til 20 pct., men middelindkomstgruppen voksede kun med 2 pct.
Head of Global Policy for the Global Poverty Project, Mick Sheldrick, påpeger, at mange steder let kan skubbes tilbage i fattigdom – ikke mindst som følge af klimaforandringer, der skønnes at være den største trussel.
Det går med andre ord ikke nær så hurtigt som ventet med væksten i den globale middelklasse. Pew rapporten estimerer at selv med den bredeste definition – 10-100 dollar/dag – så kunne kun 1,7 mia. mennesker i 2011 betragtes som værende middelklasse. Langt den største del (87 pct.) af verdens velstående husholdninger – dvs. dem, der lever på mindst 50 dollar/dag – er stadig at finde i Nordamerika og Europa.
Hvad kan vi lære af sådan en chok-rapport?
Man kan undre sig over, at forhold som disse ikke er blevet afdækket tidligere af andre instanser. Pew Research Center er ikke den eneste uafhængige institution med ressourcer til at indsamle fakta. Men der er en tendens til, at visse historier hænger bedre fast end andre. Især de gode, som fortæller om høj økonomisk vækst og store indtjeningsmuligheder for virksomheder og investorer.
Det spiller utvivlsomt også en stor rolle, at mange af de virksomheder, som har ressourcer til at lave omfattende rapporter om store emner – fra konsulenthuse som McKinsey til finansgiganter som Goldman Sachs – også har en interesse i, at historien bliver vinklet på en særlig positiv måde. Det er der penge i. Der kan også være fornuft i det, idet det kan medvirke til at starte en positiv økonomisk spiral i et land eller en region, hvis mange interessenter bliver interesserede i at investere i et land eller en region med forventninger om en positiv fremtid.
Men det er også sådan børs- og investeringsbobler bliver skabt. Man etablerer solide argumenter for en forventning på et tidspunkt, hvor det netop er meget baseret på forventninger og mange variable er ukendte. Og når så der begynder at pible fakta frem, der taler imod forventningerne, så har man en tendens til at ignorere dem eller ihærdigt argumentere for, hvorfor de er midlertidige. Vi skal bare lige have overstået de her problemer, så kører det igen – det er de evindelige argumenter fra især strateger og cheføkonomer i den finansielle sektor.
Men på et tidspunkt kan virkelighedens fakta punktere den gode historie. Ifølge Pew rapporten, så er det det, der sker i historien om den globale middelklasse. Virkeligheden har overhalet myten, og det får multinationale selskaber som Nestlé til at genoverveje deres strategier i det, som de havde håbet, var stærke vækstmarkeder, rapporterer bl.a. Financial Times.
Historien viser også, at man har en tendens til at lave prognoser med linealer og udgangspunkt i traditionelle vækstteorier baseret på erfaringer i det 21. århundrede. Men dette århundrede er meget anderledes på mange punkter – bl.a. præget af en helt anderledes teknologisk eksplosion, som ændrer billedet og gør det ekstremt komplekst og dynamisk.
Mange af verdens fattige lande og regioner har i adskillige årtier haltet gevaldigt efter de rige lande, og det der var med til at sætte fart i globaliseringen og øge tempoet var sammenfaldet af Kinas overgang til markedsøkonomi, Murens fald og en mere åben indisk økonomi som menes at have fordoblet den globale arbejdsstyrke fra 1,5 mia. til 3 mia. i 90’erne. Sammenholdt med liberalisering og lettere bevægelighed af kapital og arbejdskraft og mere veludviklede institutioner mange steder – og ikke mindst den løbske kreditpolitik i Vesten – var det med til at sætte fut i fejemøget i 00’erne.
Men tømmermændene i Vesten efter finanskrisen og den teknologiske udvikling rammer den vækst, der skulle få den globale middelklasse til at vokse. Automatisering af mange jobs i fremstillings- og servicesektoren betyder, at mange vestlige virksomheder skruer ned for outsourcing og begynder at insource. Den trend er først lige begyndt og medvirker til at bremse den vækst i industrialisering, som var udråbt til at være en af de store løftestænger for de fattigere regioner.
Myten om eksplosionen i den globale middelklasse er punkteret. Emerging Markets bliver ikke det børseventyr, som bankerne længe har promoveret, og investorerne drømt om.
Og ikke mindst står det også lysende klart, at markedskræfter alene vil ikke mindske den globale ulighed i det omfang, som mange havde håbet på.
Læs rapporten fra Pew Research Center.