Hvad enten det er Content Marketing, foredrag eller en kronik i avisen: Storytelling er en vigtig del, og det er altid godt med anekdoter, der prikker til vores psykologi, følelser og minder.
Lad os først lige slå fast, hvad en anekdote er. Den korte definition er, at det er en historie med en pointe, som provokerer vores følelser, ofte latter, og har en dybere mening end selve historien, som går rent ind hos modtageren. Og den kan være kort. Og behøver ikke være sand.
Kenneth Arrow
Men sand er denne, og jeg er vild med den. Den er fra en tale som daværende chef for Federal Reserve Bank of Dallas, Richard W. Fischer, holdt i 2011, og som var en refleksion over økonomers vanskeligheder med at lave prognoser, der kan bruges til noget.
Under anden verdenskrig blev økonomen Kenneth Arrow (Nobelprisvinder i økonomi i 1972) ansat på et hold af statistikere for at producere langsigtede vejrudsigter. Efter en tid kunne Arrow og hans hold fastslå, at deres prognoser ikke var meget bedre end at trække forudsigelser op af en hat. De skrev til deres overordnede og bad om at blive fritaget for deres pligter. De modtog følgende svar:
“The Commanding General is well aware that the forecasts are no good. However, he needs them for planning purposes.”
Økonomer tænker i modeller
En anden, denne gang fiktiv, anekdote skyder også med skarpt mod de stakkels økonomer, som tænker i modeller og antagelsen om, at mennesker altid handler rationelt:
En økonom og en normal person går ned ad gaden. Den normale person siger:
”Hey, der ligger en 100-krone seddel!”
Økonomen svarer: ”Det er umuligt – hvis det virkelig var rigtigt, så var den allerede samlet op.”
Sokrates – det har han (vistnok) aldrig sagt
Det er altid populært at citere kendte kloge folk. Det er meget muligt, at du er stødt på dette citat i et foredrag, en artikel eller andet de senere år, typisk når emnet er børn og unge.
The children now love luxury. They have bad manners, contempt for authority; they show disrespect for elders and love chatter in place of exercise.
Overraskelsen består i, at det er Sokrates, der har sagt det. En af historiens største filosoffer, som levede 469 f.Kr.-399 f.Kr. Og citatet går jo rent ind, fordi det viser, at der altid har været bøvl med de dovne, uopdragne, respektløse unger.
Men har Sokrates virkelig sagt det?
I de sociale mediers tidsalder er det mere hot end nogensinde at dele citater. De fanger opmærksomheden, er lynhurtige at afkode og er yderst delbare. Og man ser jo belæst ud, hvis man citerer en klog person – næsten som om man selv besidder samme visdom. Men afdøde berømtheder citeres også ofte for noget, de aldrig har sagt, og på den baggrund er Quote Investigator opstået. Og efter grundig research, lyder dommen over dette citat:
QI has determined that the author of the quote is not someone famous or ancient.
Så hvis du ønsker at bruge et godt citat, så undersøg lige om det nu også kan passe. Men helt sikker kan man aldrig være. H.C. Andersens fjer, der blev til fem høns, fortæller jo alt om, hvordan vi har det med at pynte på en god historie, så den bliver endnu bedre.
Pippi Langstrømpe
Det er selvsagt også populært at bruge forfattere med stor menneskelig indsigt. Astrid Lindgren var sådan en.
Pippi, Tommy og Annika går en tur i byen og kommer forbi et parfumeri. I vinduet stod en stor krukke fregnesalve, og ved siden af krukken var der et papskilt, hvor der stod: ”LIDER DE AF FREGNER?”
”Hvad står der på det skilt?,” spurgte Pippi.
Hun var ikke den bedste til at læse, for hun ville ikke gå i skole ligesom andre børn.
”Der står: ”Lider De af fregner?” sagde Annika.
”Gør der virkelig det,” sagde Pippi tankefuldt. ”Nå ja, et høfligt spørgsmål kræver et høfligt svar. Kom, lad os gå ind!”
Hun skubbede døren op og gik ind, tæt fulgt af Tommy og Annika. Der stod en ældre dame bag disken. Pippi styrede direkte hen til hende.
”Nej,” sagde hun bestemt.
”Hvad ønsker du?,” sagde damen.
”Nej,” sagde Pippi en gang til.
”Jeg forstår ikke, hvad du mener,” sagde damen.
”Nej, jeg lider ikke af fregner,” sagde Pippi.
Nu forstod damen det. Men så kastede hun et blik på Pippi og udbrød:
”Jamen søde barn, du har jo fregner over hele ansigtet!”
”Ja, det har jeg,” sagde Pippi. ”Men jeg lider ikke under dem. Jeg er glad for dem! Godmorgen!”
Greenspans forslag til at løse boligkrisen
Og så lige endnu et slag mod økonomer – denne gang af den mest magtfulde slags, den tidligere chef for USA’s centralbank, Alan Greenspan. En sand historie, som er fortalt i Andrew Ross Sorkins bog om finanskrisen, Too Big to Fail.
I sommeren 2008 var finanskrisen ved at trænge sig på, om end helvede endnu ikke var brudt helt løs med kollapset i Lehman Brothers. Boligkrisen var imidlertid i fuld gang, og realkreditinstitutterne Fannie Mae og Freddie Mac var ude i en dødsspiral. Finansminister Henry Paulson ringede til Alan Greenspan for at få et godt råd med hensyn til at stabilisere økonomien. Greenspan havde et forslag til at løse problemet med boligmarkedet:
”He suggested that there was too much housing supply and that the only real way to really fix the problem would be for the government to buy up vacant homes and burn them.”
Danmarks fodboldeventyr
Og så er der denne sande eventyrfortælling, som kan trækkes op af hatten, hvis man gerne vil sige noget om fællesskab, holdånd og umulige udfordringer.
Vi er i 1992. 10 dage før starten af EM i fodbold bliver Jugoslaven, som er i borgerkrig, erstattet af nummer to i deres kvalifikationspulje, Danmark. Spillerne, der er trukket i ferietøjet, bliver pludselig kastet ind i turneringen med syv andre velforberedte hold.
Da turneringen startede, forventede ingen noget fra de danske spillere, ikke engang deres mødre. Der blev gjort grin med holdet i medierne og blandt fodboldfans i hele Europa. Det startede ud med 0-0 mod England. Og fulgt op af 0-1 mod Sverige tre dage senere. Man så skriften på væggen. Danskerne var på vej hjem. Men holdet udviste stor kampgejst og mod Frankrig lykkedes det at holde 1-1 indtil det 78. minut.
Så scorede Lars Elstrup, og en stor historie begyndte at udfolde sig. For fire minutter senere kom Sverige foran mod England. Og da slutfløjtet lød, var Danmark i semifinalen. Så langt så godt, men modstanderen her var de regerende europamestre fra Holland, der i deres pulje havde banket Tyskland med 3-1.
Men i en fantastisk kamp, hvor Danmark var foran to gange, lykkedes det at slå Holland efter straffesparkskonkurrence. Danmark var i finalen. Og resten er historie. Tyskerne fik bank i finalen med 2-0.
Undertippede Danmark var gået hele vejen fra en mental ferietilstand til europamester på mindre end en måned. Som Kim Vilfort har udtrykt det: ”Det var holdånden, der hjalp os. Vi havde ikke de bedste spillere, men vi havde det bedste hold.”
Det er nærliggende at tænke, at den historie har du hørt så mange gange før, så den dur ikke mere. Men tro om. Selv folk, der ikke interesserer sig for fodbold, kan huske, hvad de lavede den dag, hvor Danmark gik amok i en national fest ikke set siden 5. maj 1945.
Personlige anekdoter
Hvis man har en personlig anekdote, så kan det virke allerbedst, for så risikerer man ikke, at den er hørt før.
Her kan jeg knytte min egen til fodboldhistorien. Danskernes præstation gav genlyd i hele verden. Det oplevede jeg selv, da jeg i januar 1995 efter en rundrejse i Brasilien med rygsæk og magert budget landede i Caracas, Venezuela ved midnat. Jeg tog en taxa ind til byen, og chaufføren kørte mig til et billigt hotel, mens forbipasserende råbte Go home, Gringo!
Da receptionisten, en ældre mand, hørte jeg var fra Danmark, lyste han op: Ah, Denmark. Yugoslavia no go, Denmark go, Denmark win!
Og så begyndte vi at snakke fodbold. Han hev en flaske tequila op på disken, og vi snakkede fodbold i en time i en blanding af gebrokkent spansk, engelsk og store armbevægelser. Og det føg rundt med navne som Rummenigge, Eusebio, Pelé, Maradona, Laudrup, Zico, Cubillas og venezuelanske spillere, jeg ikke kendte.
To uger tidligere havde jeg haft en oplevelse på Copacabana, som også handlede om fodbold. En ung mand højest 25, var kommet hen til mig og spurgt mig, hvor jeg kom fra. Og så blev der snakket fodbold.
Det underlige var, at han hev en gammel avis op ad rygsækken, hvor der var to helsider om det danske fodboldlandshold ved VM 1986. Og dette var i 1995! Og han plaprede begejstret løs om holdet, især Michael Laudrup og Elkjær Larsen. Uden bagtanke. Ikke ude på at sælge noget eller lokke mig et sted hen. Bare begejstret fodboldsnak i en halv time, og så gik han. Og jeg undrer mig stadig: Hvorfor havde han den avis i tasken?
[optin-monster-shortcode id=”kmaebcselod7xbxq”]