Site icon Content Marketing Advice

Den teknologiske revolution er i fuld gang – paradis eller ragnarok?

Flemming Østergaard
Banksy

Banksy

For mange virker det stadig som science fiction, at teknologi vil skabe en revolution på arbejdsmarkedet. Men den er allerede i fuld gang. Og paradis eller ragnarok venter forude. Få et overblik her.

I 1956 holdt Walter Reuther, leder af Automobile Workers Union, en tale hvor han refererede til en samtale han tre år tidligere havde haft med en ledende medarbejder på Ford-fabrikkerne, der stolt viste maskinerne frem.

One of the management people, with a slightly gleeful tone in his voice said to me, “How are you going to collect union dues from all these machines?”

And I replied, “You know, that is not what’s bothering me. I’m troubled by the problem of how to sell automobiles to these machines.

Det er ikke et nyt fænomen at tale om, at maskiner vil fortrænge mennesker fra deres jobs – og dermed også skabe problemet med manglende købekraft hos forbrugerne. I 1811 opstod der i England en protestbevægelse mod vævemaskiner. Men nye jobs opstod. Og historien viser at hver gang, der er blevet råbt højt om at ”den teknologiske ulv kommer”, så er advarselen gjort til skamme.

Landbrug, industri, service, robot…?

I 1900 var 41 pct. af den amerikanske arbejdsstyrke beskæftiget i landbruget. I 2000 var den andel på 2 pct. I USA og de andre lande, som vi i dag definerer som udviklede, flyttede industrialiseringen arbejdsstyrken over i fremstillingssektorens fabrikker og siden ud igen og ind i servicesektoren. Disse skift har hele tiden skabt nye jobs – også selv om kvinderne myldrede ud på arbejdsmarkedet fra midten af det forrige århundrede. USA’s beskæftigelse steg fra 1950-2014, og ledigheden er nu nede omkring det historiske gennemsnit – om end det tal dog er misvisende, da deltagelsen på arbejdsmarkedet er den laveste i 40 år, og mange nye jobs er deltidsjobs.

Nu er vi så i det globaliserede informations-, viden-, dele-, digital-, teknologi-, robotsamfund, hvor udfordringen er anderledes. Den digitale revolution, avancerede automatiserings- og robotteknologier og kunstig intelligens vil kunne fortrænge mange jobs med manuel arbejdskraft i en hastighed, som skabelsen af nye jobs sandsynligvis ikke kan følge med til.

Den berømte økonom John Maynard Keynes advarede helt tilbage i 1930 om ”teknologisk ledighed”, som efter hans vurdering ville være sandsynligt 100 år senere.

We are being afflicted with a new disease of which some readers may not yet have heard the name, but of which they will hear a great deal in the years to come – namely, technological unemployment. This means unemployment due to our discovery of means of economising the use of labour outrunning the pace at which we can find new uses for labour.

Han talte om, at vi måtte imødese arbejdsuger på 15 timer, hvilket han anså for gavnligt i relation til livets sande værdier – men han var bekymret for, hvad det ville betyde for os som mennesker, at vi pludselig efter at have måttet kæmpe for vores overlevelse i hele menneskehedens historie pludselig ville kunne slippe tøjlerne.

Thus we have been expressly evolved by nature – with all our impulses and deepest instincts – for the purpose of solving the economic problem. If the economic problem is solved, mankind will be deprived of its traditional purpose. Will this be a benefit? If one believes at all in the real values of life, the prospect at least opens up the possibility of benefit. Yet I think with dread of the readjustment of the habits and instincts of the ordinary man, bred into him for countless generations, which he may be asked to discard within a few decades.

Videnskabsmanden og science fiction-forfatteren Isaac Asimov var heller ikke begejstret ved udsigten til en verden, hvor teknologi sørgede for at lave arbejdet for os. I 1964 skrev han et essay, hvor han fabulerede over, hvordan verden kunne se ud i fremtiden. Og han var bekymret for, at vi ville leve i et samfund med ”påtvunget fritid”.

The lucky few who can be involved in creative work of any sort will be the true elite of mankind, for they alone will do more than serve a machine.

The End of Work

Snakken om teknologisk ledighed og frygten for automatisering er dukket op med jævne mellemrum i takt med indførelsen af teknologiske nyskabelser på arbejdspladsen. I 1961 havde Time Magazine eksempelvis en historie – The Automation Jobless med undertitlen Not Fired, Just Not Hired – hvori der bl.a. stod: “The number of jobs lost to more efficient machines is only part of the problem. What worries many job experts more is that automation may prevent the economy from creating enough jobs.”

To år senere præsenterede Life Magazine et foto af en maskine kaldet The Milwaukee-Matic – omringet af 18 arbejdere, som den kunne erstatte. Og automatisering og mangel på job blev så stort et tema, at Præsident Lyndon B. Johnson nedsatte en kommission, som skulle undersøge det. Konklusionen lød:

“Thus technological change (along with other forms of economic change) is an important determinant of the precise places, industries, and people affected by unemployment. But the general level of demand for goods and services is by far the most important factor determining how many are affected, how long they stay unemployed, and how hard it is for new entrants to the labour market to find jobs. The basic fact is that technology eliminates jobs, not work”.

Men som årene gik, ændrede verden sig, og samfundsdebattøren Jeremy Rifkin præsenterede en anden holdning i 1995 med bogen The End of Work, hvor han satte emnet højt på den samfundsmæssige debatliste igen.

“The end of work could spell a death sentence for civilization as we have come to know it. The end of work could also signal the beginning of a great social transformation, a rebirth of the human spirit. The future lies in our hands”, skrev Rifkin.

Det satte gang i spekulationerne om teknologisk ledighed, som imidlertid blev overskygget af bekymringerne ved at miste jobs i globaliseringen i takt med at vestlige virksomheders outsourcing til lande med billig arbejdskraft tog fart – især efter krisen i 2000-2002.

Mange jobs forsvinder i de kommende år

Alt imens fortsatte den teknologiske udvikling i computerteknologi, robotter og automatiseringsteknologi med eksponentiel hastighed og et papir fra Oxford University i 2013 satte gang i debatten igen. I undersøgelsen blev det konkluderet, at 47 pct. af kendte amerikanske jobs kunne automatiseres inden for 10-20 år.

Undersøgelsens ophavsmænd understregede, at det ikke var ensbetydende med, at 47 pct. ville blive ledige. Der vil opstå nye jobs i et vist omfang, som det altid har været tilfældet i takt med teknologisk udvikling, men det er her usikkerheden består. Om der kan skabes tilstrækkeligt mange nye jobs, når den teknologiske udvikling går så hurtigt og er så fremskreden at jobs af mere kognitiv karakter, der hidtil har været umulige at automatisere, i stigende grad også bliver ramt.

Oxford-undersøgelsen blev startskuddet til en lang række lignende undersøgelser. Her er nogle af dem:

Innovationer bringes hurtigere ud på markedet

Steven Johnson har skrevet en bog, Where Do Good Ideas Come From, hvor han undersøger baggrunden for, hvordan vigtige innovationer egentlig opstår. Der er to hovedkonklusioner.

Den ene er, at jo mere vi er forbundet med hinanden, desto flere idéer opstår der. Ikke overraskende. Udveksling af viden, meninger og fantasifulde idéer udfordrer dogmer og fastlåste tankemønstre og fostrer nye idéer og opfindelser.

Den anden konklusion er, at store innovationer opstår, når ”puslespilsbrikkerne er der”. Steven Johnson kalder det The Adjacent Possible – det nærtliggende mulige, et udtryk defineret af biologen Stuart Kauffman – og henviser til, at på et hvilket som helst tidspunkt i ikke blot videnskab og teknologi men også i politik og kultur, så er det kun visse typer af ”næste skridt”, der er mulige.

Trykpressen var fx kun mulig og måske også kun tænkelig – da man havde de essentielle dele – flytbare typer, papir og blæk. Johannes Gutenberg så lyset og brugte også en gammel opfindelse – skruepressen anvendt i vinproduktion – til at lave sin skelsættende opfindelse.

Ser man tilbage i historien, så har der også været adskillige tilfælde, hvor store opfindelser og opdagelser er gjort på samme tid, og det virker også logisk med udgangspunkt i princippet om det ”nærtliggende mulige”. Solpletter blev opdaget i 1611 af fire forskellige videnskabsfolk i fire forskellige lande. Charles Darwin og Alfred Russell Wallace nåede frem til evolutionsteorien på samme tidspunkt. Elektriske batterier blev opfundet to gange med et års forskel, og lignende ting er foregået omkring dampmaskinen og telefonen. Johnson mener, at den mest logiske forklaring er, at opdagelserne og innovationerne ganske enkelt var blevet en del af ”nærtliggende mulige” som følge af den teknologiske og videnskabelige udvikling.

På Oxford University når forskere i en historisk analyse af teknologisk innovation frem til samme konklusion som Steven Johnson, og udtrykker det således:

”Discoveries rarely spring forth as true novelties, but result from putting together familiar things in new ways.”

I dag er vi mere forbundet end nogensinde via internettet, og det ”nærtliggende mulige” er langt mere synligt og tilgængeligt end på noget andet tidspunkt i historien.

Historisk set har lande i gennemsnit taget 45 år om at tage en ny teknologi til sig efter en opfindelse, viser denne rapport fra Oxford University – med en klar tendens til stadig kortere tid. Det tog i gennemsnit 119 år for spindlen at nå uden for Europa, påpeger rapporten. I stærk kontrast hertil står internettet, der spredte sig over hele kloden på kun syv år. 

 

Figuren nedenunder blev præsenteret i New York Times i 2008 og viser også noget om den hastighed, hvormed vigtige opfindelser er nået ud til forbrugerne (og husk i øvrigt, at der var en amerikansk depression og en verdenskrig undervejs, hvorunder en meget stor del af USA’s fremstillingsindustri blev omstillet til produktion af våben og krigsmateriel). Det går hurtigt med internettet, computere og mobiltelefoner. Internettet havde 1 mia. brugere i 2005 og 3,2 mia. ved udgangen af 2015. Og var undersøgelsen lavet med nyere data, ville den vise, at udbredelsen af smartphones og Facebook var eksploderet på meget kort tid i historisk perspektiv. Facebook blev lanceret i 2004 og bruges i dag af 1,7 mia. mennesker.

De følgende tre billeder er andre gode illustrationer af den teknologiske udvikling i forbrugergoder.

20 år senere kunne alt dette være i en smartphone.

Kilde: Peter Diamandis

Videnskabsmanden Ray Kurzweil forventer, at 1000 dollars computerkraft i 2045 vil overstige den samlede menneskeheds hjernekapacitet.

Kilde: Flemming Østergaard, INVESTERING

Jo højere løn og uddannelse, desto mindre risiko for automatisering

Selv om Deep Blue’s sejr over verdensmesteren i skak, Garry Kasparov, i 1997 og Watson’s suveræne sejr over USA’s ubestridte mester i Jeopardy i 2011 har givet anledning til spekulationer om, at robotter og computere nu er klar til at overtage højtuddannedes job, så er det ikke her den største trussel ligger på kortere sigt. Tværtimod sikrer høje uddannelser eller særligt krævende jobfunktioner, at disse jobs er relativt sikre. I stedet er det for første gang jobs med lav uddannelse og lav løn, der er mest udsatte for automatisering.

”While 19th century manufacturing technologies largely substituted for skilled labour through the simplification of tasks, the computer revolution of the 20th century caused a hollowing-out of middle-income jobs. Our estimates thus predict a shift from the computerisation of middle-income jobs, to computers mainly substituting for low-income, low-skill workers over the next decades”, skriver Oxford-forskerne.

Andre undersøgelser understreger, at middel-indkomst jobs på ingen måde er fredet – nærmest tværtimod. Nedenstående figur er baseret på data fra MIT-økonomen David Autor og viser, hvor hårdt ramt ”middle skill-jobs” – som generelt kræver uddannelse efter high school – er gennem de seneste 26 år.

David Autor udtalte i 2010:

“The decline in middle-skill jobs has been detrimental to the earnings and labor force participation rates of workers without a four-year college education, and differentially so for males, who are increasingly concentrated in lowpaying service occupations.”

Hvilke jobs har størst risiko for automatisering?

Hvis du gerne vil have et hurtigt bud på, om dit job bliver snuppet af en robot, så brug dette link på BBC’s website.

Overordnet set er de mest sikre jobs:

Og de mest usikre er:

I det følgende ses top, midt og bund i Oxford-analysen fra 2013:

Næsten 100 pct. sikre…

50/50 risiko for automatisering…

Næsten 100 pct. sikre på automatisering…

Hvilke industrier er mest truede?

 

Tabellen ovenover er fra Oxford University’s rapport fra 2015 og giver et overblik over, hvad risikoen for elimination af jobs er i forskellige industrier i USA. Se en anden interaktiv opgørelse fra McKinsey her. 

Hvilke lande er mest truede?

Sammensætningen af industrier er forskellig fra land til land. Hvor 47 pct. af de amerikanske jobs forventes at kunne erstattes af robotteknologi og software inden for 10-20 år, lyder Verdensbankens gennemsnitlige estimat for OECD på 57 pct.

For de udviklingsøkonomier, der i kraft af lave lønninger i forhold til de rige lande har tiltrukket vestlige virksomheder, ikke mindst i fremstillingssektoren, i stor stil de seneste 20 år, ser det endnu værre ud. Automatiseringsteknologi vil i den globaliserede konkurrence presse virksomheder på hjemmefronten på bekostning af arbejdskraft – forstærket af billigere robotteknologi, stigende lønninger og hurtigere tilbagebetaling af investeringer i automatisering. Dertil kommer, at automatisering og udvikling af 3D printing vil gøre det stadig mere attraktivt for vestlige virksomheder at flytte produktion tilbage til hjemlandet. En udvikling, der hæmmer udviklingsøkonomiernes catch-up proces.

Kilde: World Development Report 2016

Kilde: Oxford/Citigroup

The average lifespan of a company listed in the S&P 500 index of leading U.S. companies has decreased by more than 50 years in the last century, from 67 years in the 1920s to just 15 years today.

Richard Foster, Yale University, 2012

Lønningers andel af BNP er faldet

Økonomiske statistikker fortæller, at den teknologiske revolution i den digitale tidsalder allerede er i fuld gang og har sat sine spor. Lønningers andel af USA’s BNP er faldet siden 1980’erne. Ganske vist blev noget indhentet i 1990’erne, men faldet fortsatte efter 2000 og er accelereret siden finanskrisen og recessionen i 2008-09. Andelen er nu på det laveste niveau siden midten af det 20. århundrede, skrev The Atlantic i 2015. En lignende udvikling er konstateret i mange andre lande. Median reallønninger er stagneret i halvdelen af OECD-landene siden 2000.

Blandt teorier, der skal forklare udviklingen, er globalisering og den svækkede forhandlingsposition for arbejdskraften. Men det er ikke hele historien. To forskere på University of Chicago estimerede i 2013, at 42 ud af 59 lande har oplevet fald i arbejdslønnens andel af BNP – en trend, der også ses i mindre udviklede lande som Kina. Forskerne konkluderede, at halvdelen af faldet kunne tilskrives faldende relative priser på investeringsgoder, drevet af computerteknologier – og det har fået virksomheder til at erstatte manuel arbejdskraft med automatisering.

Kilde: Verdensbanken

Den teknologiske udvikling menes altså at skabe større ulighed. Færre hænder laver mere i den digitale tidsalders vinderselskaber. De seneste tal fra oktober 2016 fortæller i øvrigt, at verdens fem største selskaber målt på markedsværdi nu er:

Apple, Alphabet (Google), Microsoft, Amazon, Facebook. Tilsammen beskæftiger de fem selskaber omkring 580.000 mennesker. Det er ikke mange i betragtning af, hvor stor en betydning disse nye selskaber og deres tilhørende teknologier har.

En undersøgelse af Jeffery Lin indikerer, at hvor 8,2 pct. af den amerikanske arbejdsstyrke igennem 1980’erne skiftede til nye jobs, der var forbundet med nye teknologier, så var dette tal faldet til 4,4 pct. i 1990’erne. Og forskerne Thor Berger og Carl Benedikt Frey, Oxford University, når frem til, at mindre end en halv pct. af den amerikanske arbejdsstyrke skiftede jobs ind i teknologi-industrier, der voksede frem gennem 00’erne.

Oxford-undersøgelsen fra 2015 påpeger, at det giver anledning til bekymring, at vi er trådt ind i en æra, hvor innovationer tilgodeser de få frem for de mange. Forbrugerne får ganske vist gavn af innovationerne, og mange ting på internettet er eksempelvis gratis eller meget billige, ligesom mange elektroniske nyskabelser også er.

Men den digitale revolution er anderledes end den industrielle. I den industrielle revolution var masseproduktion ensbetydende med stor efterspørgsel efter arbejdskraft, som skabte en selvforstærkende dynamik i samfundet samtidig med, at en lang række teknologiske gennembrud fra elektricitet og biler til vaskemaskiner og TV holdt deres indtog. Der var brug for arbejdskraft over en bred kam, og det skabte vækst i indkomster og købekraft og grundlagde middelklassen. Der var brug for både fysisk arbejdskraft og fysiske goder.

Sådan er det ikke i den digitale tidsalder, hvor alt der kan digitaliseres kan laves i utallige kopier til praktisk talt ingen penge og sendes øjeblikkeligt ud over hele verden. Jeremy Rifkin, manden der skrev The End Of Work i 1995, har nogle interessante bud på, hvad den udvikling fører til i bogen The Zero Marginal Cost Society. Her er hans hovedpunkter og forventninger:

Det lyder fascinerende men måske også grænsende til utopisk. Man kan mene hvad man vil, men Rifkin ekstrapolerer egentlig blot igangværende trends og tendenser og det er ikke blot tankevækkende, men har også en stor grad af sandhed i sig, som man ikke bare kan afvise. Der er en udvikling i gang, som presser priser og udfordrer forretningsmodeller i alle sektorer. Marginalomkostningen – omkostningen ved at producere en ekstra enhed, når de faste omkostninger er betalt – er i mange digitale sammenhænge nul eller meget tæt på. Og den udvikling er først lige begyndt. Og det tydeliggør kapitalismens paradoks, som Rifkin pointerer. Virksomheder forsøger i en skarp konkurrence selvfølgelig altid at producere varer og ydelser på den mest effektive måde, og derfor efterspørger de altid den nyeste teknologi, der kan hjælpe på den front. Og der er vi så ved at nå et punkt, hvor det bedre kan betale sig at have maskiner, kunstig intelligens, algoritmer og robotter til at gøre arbejdet frem for mennesker. Problemet er jo så åbenlyst, at det eliminerer jobs – og forbrugere uden indtægter kan virksomheder ikke leve af. 

Derfor taler Rifkin også om, at en basisindkomst skal være sikret for alle.

Basic Income is not a utopia, it’s a practical business plan for the next step on the human journey. 

Jeremy Rifkin

En lovsikret borgerløn er ikke Rifkins opfindelse. Bl.a. Milton Friedman har foreslået det for mange år siden i form af en negativ indkomstskat. Andre har fremført lignende forslag i forskellige versioner og kaldt det garanteret basisindkomst, Universal Basic Income og Unconditional Basic Income. Hvor den sidste måske er den bedste betegnelse, for det handler ikke om overførselsindkomst i traditionel forstand, men om en borgersikret indkomst uden betingelser.

I Schweiz havde man en folkeafstemning om basisindkomst i sommers, men det blev afvist med stort flertal. Men tanken er ved at spire frem i andre lande. I Finland indfører man et eksperiment med det i 2017-18, og i Utrecht i Holland (kun til folk allerede på overførselsindkomst) og Kenya er der allerede lignende tiltag i gang.

Det er ikke de første eksperimenter af slagsen. Et af de mest berømte eksperimenter med basisindkomst fandt sted i den canadiske by Dauphin i Canada 1974-1979. The Mincome Program gav alle borgere et beløb afhængigt af, hvilken indkomst de havde. Økonomen Evelyn L. Forget skrev i 2011 en rapport om det, The town with no poverty, hvori hun konkluderede, at basisindkomst reducerede byens fattigdom og lettede adskillige andre problemer.

I nyere tid er det et eksperiment i Indien, der har vakt opsigt. Og konkluderer som i Dauphin, at det har positive effekter. Folk solder ikke pengene op. Basisindkomsten gør derimod folk mere risikovillige i relation til entreprenørskab, skaber mere økonomisk aktivitet og har en række andre gavnlige effekter.

Adair Turner: Kapitalismen er ved et vendepunkt

Adair Turner, tidligere chef for det britiske finanstilsyn og i dag bestyrelsesformand for George Soros’ tænketank Institute for New Economic Thinking, var også inde på basisindkomst for nylig i en kommentar til Business Insider, hvor han hæfter sig ved, at forretninger som Facebook, Uber og Airbnb sender enorm velstand i hænderne på få og skaber færre jobs end i tidligere teknologiske gennembrud.

“I think we’re just at the beginnings of understanding what deep things this [technological change] does. One of the things is it does seems to be a driver of inequality. This information and communication technology enables huge wealth creation with very little investment for some categories of people in the economy and creates jobs that are very low pay for others.”

Turner mener, at denne teknologi-drevne ulighed har bidraget til Brexit og valget af Trump. Han vurderer, at vi er ved et vendepunkt i kapitalismens natur, og det vil være essentielt at finde løsninger på de problemer, som følger med den nye teknologiske økonomi – ikke blot for at reparere den globale tillid til kapitalisme men også for at reparere selve den globale økonomi.

Demografi versus automatisering

I forsommeren skrev daværende chefredaktør for Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen, i en leder, at Europa som følge af den demografiske udvikling i de nærmeste årtier har brug for en indvandring på 50 mio. mennesker. Tilsyneladende lavede hun lige den fejl som både medier og politikere typisk laver – de adskiller aldrende befolkninger og teknologisk udvikling som to separate udfordringer. Men de skal selvsagt ses i en sammenhæng (som mange andre globale problemer).

Skal man tage de optimistiske briller på, så kunne timingen af den teknologiske revolution ikke være bedre i forhold til den demografiske udvikling. Arbejdsstyrken (15-64 år) toppede i 2011 i de industrialiserede lande ifølge FN data med 388 mio. mennesker og ventes at falde med 30 mio. frem mod 2030. I Japan toppede arbejdsstyrken allerede i 1995, i Tyskland 1998 mens USA’s ventes at nå toppen i 2026.

Automatisering vil kunne imødegå problemet med skrumpende arbejdsstyrker – men automatisering vil stadig give udfordringer med utilstrækkeligt mange jobs.

Som eksempel nævner rapporten Japan – landet med verdens allerede nu ældste befolkning, som i 2050 vil have 1,3 i arbejde pr. pensionist. I 2030 vil arbejdsstyrken i forhold til i dag være skrumpet med 7,9 mio. mennesker til omkring 55,6 mio. Men antallet af jobs vil falde med langt mere. En rapport af Nomura – med brug af samme metodik som Oxford University – estimerer, at 49 pct. af japanske jobs (dvs. 27 mio. jobs) vil blive automatiseret inden for 10-20 år. Selv om der vil blive skabt nye jobs undervejs, så vil det højst sandsynligt ikke være nok til at undgå teknologisk ledighed.

Automatisering udgør med andre ord en større risiko for jobs end skrumpende arbejdsstyrker kan opveje. Dette er en vigtig detalje at have med i overvejelserne omkring migrationsbølgen, hvor størstedelen har lav eller ingen uddannelse. Som Rockwool fonden har påpeget for Danmarks vedkommende, så udgør indvandrere fra ikke-vestlige lande som Tyrkiet, Somalia, Iran, Irak og Libanon en stor nettoudgift fra staten på sigt som følge af en lav beskæftigelsesfrekvens. Andre undersøgelser bekræfter samme tendens i andre lande. Derimod giver indvandring fra andre EU-lande og lande som Norge, USA og Canada en nettoindtægt.  

Vi er kun halvvejs på skakbrættet

Vi befinder os stadig i en fase, hvor det måske kan være svært at se, at teknologi skulle kunne gøre mange af os ledige. Selvkørende plæneklippere og støvsugere har ikke imponeret, selvkørende biler kører galt, kræftens gåde er stadig ikke løst, og Internet of Things fik et alvorligt skud for boven med hackerangrebet i USA for nylig, hvor hackerne tog denne ubeskyttede indgang (hvorfor var det en overraskelse?), og 40 mio. brugere måtte undvære internettet. Hvor er de virkelig store opfindelser? De virkelig store gennembrud?

De er på vej, forsikrer MIT-økonomerne Erik Brynjolfsson og og Andrew McAfee, forfattere til The Second Machine Age. De påpeger som andre videnskabsfolk, at vi er i en eksponentiel udvikling, hvor det ikke ser ud af så meget i starten og minder påfaldende om en lineær, mere langsommelig og forudsigelig udvikling. Men udviklingen er netop eksponentiel, og den slags har det med at overraske. De to forfattere henviser til den gamle anekdote om opfindelsen af skak til at illustrere eksponentiel udvikling.

Skak blev opfundet af en meget klog mand i Indien i det sjette århundrede. Han præsenterede kejseren for sin opfindelse, som blev begejstret, og spurgte manden hvad han ønskede sig i belønning.

“Place one single grain of rice on the first square of the board, two on the second, four on the third, and so on,” the inventor proposed, “so that each square receives twice as many grains as the previous.” “Make it so,” the emperor replied, impressed by the inventor’s apparent modesty.

I nogle versioner hugger kejseren hovedet af opfinderen, da han finder ud af, hvor meget ris, der er tale om. Alene på felt nr. 64 vil der være 9.223.372.036.854.775.808 riskorn – mere end to milliarder gange så meget som på den første halvdel af skakbrættet. Og i alt et risbjerg større end Mount Everest – mere ris end der er produceret i historien, skriver de to forskere.

De bruger anekdoten til at anskueliggøre, at vi kan siges at være på den første halvdel af skakbrættet. For sjovs skyld tager de udgangspunkt i Moore’s Lov og 1958, hvor verdens første integrerede kredsløb blev opfundet. Med baggrund i en fordobling hver 18. måned, så blev første halvdel af skakbrættet udfyldt i 2006. Der er lang vej endnu. Og væksten fortsætter jo udover skakbrættet – om end Moore’s Lov allerede nu har nået et fysisk loft, så computerkraft skal forbedres med nye teknologier.

Konklusion

Det går hurtigere med at bringe innovationer på markedet, og vores forbundethed via internettet og globalisering er enorm. Aldrig tidligere har vi haft så kolossal platform for udveksling af viden, idéer og innovationer og sammen med den enorme værdi, der ligger i digitalisering og stadig mere computerkraft er det forhold, der medvirker til at accelerere den teknologiske og videnskabelige udvikling voldsomt. Og man kan være sikker på én ting:

Hvis vi kommer ind i en ny økonomisk krise, så vil det accelerere virksomheders investeringer i software og robotteknologi, der kan give besparelser og effektivitet i den hård konkurrence – og det vil koste arbejdspladser.

Det positive er, at denne videnskabelige/teknologiske guldalder kommer nu, for der er udfordringer nok at tage fat på i dette århundrede. Global opvarmning, der ifølge CARE i en ny rapport allerede i 2015 har sendt næsten dobbelt så mange på flugt som folk, der flygter fra krig og konflikter. Vandkrisen – ikke blot i udviklingslande, hvor 1,1 mia. mangler adgang til rent vand, men også i stigende grad den udviklede verden, hvor vi bruger for meget vand. Fødevarekrise – i 2050 har verden brug for 70 pct. mere mad. Kolossal forurening og ødelæggelse af økosystemer, der kun sporadisk dukker op i medierne og virker langt fra politikeres bevidsthed. Global ulighed og migrationsbølger, som selv de højeste mure ikke vil kunne bremse, hvis ikke krigskonflikter løses, og landene selv med langt mere intensiv vestlig hjælp i Marshall/Apollo-stil udvikler stabile styreformer, institutioner og vækstøkonomier. 

Tag blot Afrika. I modsætning til de asiatiske lande halter de afrikanske langt efter og rettes den udvikling ikke op, vil selv de højeste mure ikke kunne dæmme op for en afrikansk migrationsbølge, idet den afrikanske befolkning estimeres at vokse med 1,2 mia. frem mod 2050.

Og så er der et EU i krise. Den frie bevægelighed af arbejdskraft blandt EU-lande har ikke overraskende haft den effekt, at det er de fattigere østeuropæiske arbejdere, der søger mod Vest-Europa – ikke omvendt – og dermed bidrager til stigende utilfredse befolkninger, der også føler sig pressede af globalisering, indvandring, skrumpende velfærd og en hverdagsfjern politisk elite. 

Oveni det kommer så den teknologiske ledighed, der begynder at tegne sig i horisonten. Der vil opstå nye jobs undervejs, forhåbentlig understøttet af mere dynamiske og fremsynede uddannelsesinstitutioner og løbende uddannelse af arbejdstyrken i virksomhederne. Og omstillingen til en cirkulær, grøn, bæredygtig økonomi vil kunne skabe millioner af jobs. Men det er næppe nok til at kunne følge med den eksponentielt voksende teknologiske udvikling.

Men er det så slemt?

En global Gallup-undersøgelse i 2013 antyder, at de fleste vil anse det for at være en velsignelse, hvis de slap for at arbejde eller i det mindste til nedsat arbejdstid. Kun 13 pct. af de adspurgte fra mere end 140 lande var engagerede i deres job og fokuserede på at gøre virksomheden bedre.

63 pct. var ikke engagerede eller ganske enkelt umotiverede og ikke indstillede på at gøre en ekstra indsats – mens de resterende 24 pct. var ”aktivt uengagerede” eller virkelig ulykkelige og uproduktive.

Men hvad er det egentlig, vi gerne vil? Måske kan det bedst illustreres med et tænkt eksempel. Du bor på en stor ø, hvor der kun er dig og din familie. Det er en ret klog familie, så I har opfundet robotter og alt muligt, som tager sig af alt det traditionelle arbejde. I har alt det I skal bruge og har i princippet ubegrænset fritid. Ville I så afskaffe teknologien og insistere på at lave alt arbejdet selv? Selvfølgelig ikke. Men I ville finde på noget at lave. I ville sørge for at have det sjovt, lave noget kreativt, være nysgerrige og… ja hvad? Hvad vil du lave, når du får alt, du skal bruge og kan gøre, hvad du har lyst til? Hvad er meningen med livet?

Ø-eksemplet eller Jeremy Rifkins visioner lyder som utopiske samfund, men ikke mere utopisk end, at robotter og kunstig intelligens vil tage magten fra os og destruere menneskeheden, som Stephen Hawking og andre advarer om. 

Under alle omstændigheder – hvis teknologisk udvikling skaber den kroniske ledighed og mangel på jobs i traditionel forstand, som mange rapporter advarer om, kræver det en ny version af kapitalismen og samfundsstrukturen, hvis vi skal opnå stabile samfund.

Vi skal reelt se verden som én stor familie! Lykkes det? Kommer vi til at kede os? Føler vi os værdiløse? Kommer vi tættere på meningen med livet? En genfødsel af ”the human spirit”, som Rifkin taler om?

Det kunne være fantastisk med en verden, hvor alle har nok, og man laver det, man har lyst til, mens robotter tager alt det kedelige og farlige. Det tager nok lige noget tid før vi kommer dertil. Og måske ender vi i ragnarok. Men hvis vi nu leger med tanken og ser 100 år frem. Hvis vi rent faktisk formår at overleve dem, løse uligheden og miljøproblemerne og skabe stabile samfund. Så er det svært at forestille sig en verden med arbejdsuger på 35-40 timer, hvor de fleste af os har jobs, vi ikke kan lide og det overordnede mål – som i dag – blot er at producere mere og mere af alting i en evig konkurrence og nedslidning af planeten.

Paradis venter forude!

Hvis du finder denne artikel interessant, så del den endelig på dit netværk! Lad os få en debat i gang.

Kontakt mig, hvis du har brug for min assistance i din virksomhed. Jeg arbejder med kommunikation, research, analyse samt forretnings- og idéudvikling for virksomheder i den digitale tidsalder.

Læs flere artikler på min blog. Eller tilmeld dig her og få en løbende opdatering.

Exit mobile version